Nej, jeg så ikke den meget omtalte canadiske tv-dokumentar om “aktiv dødshjælp”. Jeg valgte den fra. Udsendelsen har allerede givet anledning til megen debat, og DRs programproduktionsdirektør Mette Boch har valgt at trække sig ud af programetikudvalget i protest.
Jeg ville have gjort det samme. For er der ingen tvivl om, at DR har handlet uetisk ved at vise, hvordan man tager livet af et menneske. Debatten rejser spørgsmålet: Om der er noget som helst, der er “helligt” for de elektroniske medier? Er der emner, der er “ukrænkelige”? Udviklingen i tv-mediet synes at give et ret entydigt svar: Så længe noget kan vises, så viser vi det.
Tv-mediet er i moderniteten – hvor der ikke længere er en fælles etik – drevet af en journalistisk-teknologisk tvang. Det der kan vises, skal vises. Fordi det sælger; fordi det får seerne til at strømme til… Hvad enten det er folks seksualliv (jfv. reality-tv-genren), folks privatliv (jf. fedmeserierne), terroraktioner med død og lemlæstelse (eksemplerne er legio) eller nu – et menneskes aflivning. Tv-mediet er drevet frem af en illusion om, at mediet kan indfange “virkeligheden” bag billedet, “virkelighederne” bag billedet. Det er derfor, tv-speakerne altid advarer mod de “stærke” billeder, når man transmitterer fra det seneste bombede grønsagsmarked et sted i verden.
Men der er, som vi tidligere har noteret os, tale om iscenesættelser og dermed om fiktion. Og dermed sker der noget paradoksalt. Det, der skulle være virkeligt autentisk, bliver til underholdning og mister derved sin autenticitet. Vi befinder os i en medial hyperrealitet. Som Jean Baudrillard sikkert ville have sagt.
Næ, hvis vi for alvor skulle beskæftige os med alvorlige emner som fx aktiv dødshjælp, så tror jeg, det vil være nødvendigt at holde “virkeligheden” på stor afstand. Vi skulle ikke forsøge at vise noget i billeder, men i stedet tale og skrive om det…
@tosommerfugle: For mig handler det bestemt ikke om “at døden skal gemmes væk”. At italesætte eller skrive om aktiv dødshjælp osv. er ikke at skjule noget. Tværtimod. Det kan godt være, at den pÃ¥gældende dokumentarfilm ikke er “følelsesporno” (selv om der er delte meningen herom), men tv-mediet taler især til følelserne, og det, der er brug for i denne sammenhæng, er en etisk diskussion pÃ¥ højt niveau. Det fÃ¥r man ikke i sÃ¥dan en udsendelse, hvor det mere handler om identifikation og medlidenhed.
For mig er der ingen som helst tvivl: Vi skal ikke slå hinanden ihjel. Hverken i sygeværelset eller andetsteds.
Det er da netop helt forkert at holde virkeligheden på stor afstand. For det er særdeles virkelige situationer det handler om, et menneske der rationelt kan overskue at spørgsmålet mest er hvor megen elendighed det skal blive til når mulighederne for et liv svinder hastigt. Og sætter så stor pris på livet, at det ikke skal reduceres på den måde.
Derfor er det nødvendig dokumentation at vise virkeligheden. At det ikke er noget skrækindjagende at planlægge sin sidste vej mod døden.
Jeg vil kalde det uetisk at finde det nødvendigt at døden skal gemmes væk, og foregive at det er god pleje at afkræve en langtrukken dødsproces. Det er meget bedre TV end den konstante strøm af programmer der gør det til noget rutinemæssigt at nedgøre (og dræbe) andre mennesker.
De fleste som jeg har set skrive om programmet har betegnet det som sobert, uden følelsesporno. Selv Kristeligt Dagblad, som ellers i samme leder langer kraftigt ud efter at hjælpe, når døden bliver et fornuftigt behov.