Først var der sagen om avisbude, gratisavisbude. Nu drejer det sig om postbude. DR Nyhederne, Jyllands-Posten med flere fortæller, at 110 arbejdsløse (vist primært med indvandrerbaggrund, hvis man skal tro JP) i Nordsjælland har fået et tilbud om at blive postbud. I følge oplysningerne har ikke en eneste sagt ja til tilbuddet. 9 personer ud af de 110 har fået karantæne og er blevet trukket i dagpenge som følge af arbejdsvægring. Resten, må man gå ud fra, har haft legitime grunde til at sige nej. Der nævnes kun to grunde. En eller flere kunne ikke cykle. Hvilket må siges at være en væsentlig kvalifikation at have for at blive cykelpost. En eller flere skulle på ferie. Og selv om man er arbejdsløs, har man ret til at holde ferie. Ja, man skal faktisk holde ferie. Så heller ikke her er der noget at komme efter. Hvad, de andre årsager har været, fremgår ikke. Og det er et problem, synes jeg. Sagerne er blevet gennemgået af Arbejdsmarkedsdirektoratet og der er ikke fundet fejl i a-kassernes behandling af de 110 sager. Altså må man vel kunne konkludere, at også de andre ledige har haft legitime grunde til at sige nej tak!

Sagen har med forstemmende forudsigelighed fået to økonomer, professor Nina Schmidt, der er formand for den såkaldte Velfærdskommision, og den økonomiske vismand professor Michael Rosholm – begge meningsdannere med betydelig indflydelse – til straks at kræve forringelser for de ledige. Dagpengeperioden skal halveres, og dagpengene sættes ned. Det velkendte borgerlige omkvæd. Sidstnævnte økonom modificerer det dog derhen, at der først skal ses på opfølgningen over for de ledige.
Jeg synes, det ville tjene højtlønnede, veluddannede mennesker som de to økonomer til ære og respekt, at man, inden man sprang op som trolde af en æske, fik analyseret til bunds, hvorfor 101 personer ikke blev postbude. Trækker vi dem, der ikke kan cykle fra, og dem, der skal på ferie, så må der være en hel del tilbage. Hvilke legitime grunde har de til ikke at påtage sig arbejdet? Blandt andet ville det være på sin plads at få oplyst, om arbejdsløshedssystemet har været i stand til at give de pågældende kvalifikationer til at udføre jobbet som postbud. Har noget tilbudt dem at lære at køre på cykel? Har nogen sørget for at forbedre deres danskkundskaber? Og hvad med deres helbred? Hvem har dårlig ryg osv. Der er mange spørgsmål, der venter på svar!
Post Danmark har i stedet søgt og fået foreløbigt 40 svenskere – blandt andet med indvandrerbaggrund – til at påtage sig jobbet.
Det usmagelige ved især Jyllands-Postens opsætning af artiklen er, at den diskret insinuerer, at de ledige legitimt vægrer sig mod anvist arbejde. Alene overskriften: “110 ledige afslog job som post” har inkriminerende karakter. I hele artiklen ligger en undertone af, at de ledige nok hellere vil dandere rundt på dagpenge end tage sig et job som cykelpost. Men – der er ikke belæg for det i de fremlagte oplysninger! Dermed er avisen – måske ikke overraskende – ude i et bestemt slet skjult, tendentiøst politisk ærinde og ikke i et sobert journalistisk ærinde! I stedet burde aviserne bruge journalistisk krudt på at fremlægge så detaljeret information og oplysning, at læserne havde en chance for at danne sig en mening om tingenes tilstand og for at forstå, hvorfor Arbejdsformidlingen ikke kan magte at fremtrylle den fornødne arbejdskraft – og ikke blot blive bekræftet i en fordom, som alt for længe har fået lov til at cirkulere i offentligheden til skade for de mennesker, der er på overførselsindkomst.