Ringos “Time Takes Time” fra 1992 betragtes flere steder som en slags come-back-album. Hvilket det også er, for så vidt som forgængeren “Old Wave” udkom i 1983… Men der er også tale om et come-back i den forstand, at pladen rager op over nogle af de mere jævne ting, der har været undervejs.
Ringo har her allieret sig med et producer-es, der vil noget: Jeff Lynne, Phil Ramone, Peter Asher og – for at det ikke skal være løgn – Don Was. Mange kokke, uden at maden bliver ødelagt! Et andet klogt træk har været, at Ringo har fået nogle nye sangskrivere til at lave sange til pladen. Han er dog medkomponist på tre af dem. Dertil skal lægges, at Ringo har haft mange kendt musikalske venner med i studiet, fx Beach Boy-Brian Wilson, Harry Nilsson og Tom Petty. Og de øvrige musikere er en perlerække af højtskattede studiemusikere fra Los Angeles og andre steder.
Pladen blev af Rolling Stone udnævnt til det bedste Ringo-album siden hovedværket “Ringo” fra 1973. Og det er svært at være ret meget uenig i den dom. For der er ikke en eneste nitte på pladen. Pladen står som et konsistent hele af iørefaldende rock-sange, hvoraf flere er oplagte hits. Men sådan skulle det ikke være. Pladen solgte dårligt og fik hverken nævneværdige hitlisteplaceringer eller metalpriser. Den fine sang “Weight of The World” med en god tekst om tidens gang og erfaringens tyngde kunne lige kravle op i den engelske top 100. Og selv om Ringo promoverede pladen med en turné med sine All Starrs, så skete der ingenting. Måske havde Ringo været for længe væk fra mediernes søgelys…
Men i hvert fald fortjener den en renæssance, for det er et hovedværk i Ringos oevre. Jeg ved ikke om hensigten har været at fange lyden af de tidlige Beatles på pladen, men i så fald er det lykkedes ganske godt. Pladen har meget af den samme uforfalskede frished over sig som dengang, det hele startede.
PS. Man skal være heldig med at finde en kopi, for pladeselskabet har vist slettet den af sin liste. Så kig i genbrugskasserne…
Ringo Starr – Weight Of The World – Clip – 1992