I min grønneste ungdom spillede jeg en kort tid skak. Jeg fik endog indkøb et mini-skakspil i plastik, som jeg kunne have med rundt, hvis jeg skulle få lyst til at øve mig lidt. Jeg fik hurtigt lært reglerne og begyndte også at sætte mig ind i de mere avancerede overvejelser omkring spillets særegenhed. Men så tabte jeg interessen. Andre interesser tog over. Musik, litteratur, piger…
Siden har jeg dog fulgt med på sidelinjen, når skakdinosaurerne kæmpede. Og jeg læser stadigvæk de få skakklummer, der rundt omkring i aviserne. Det vil især sige Peter Dürfellds i Information.
Nu læser jeg så i en tyk tysk avis, at den regerende verdensmester i skak, Wladimir Kramnik, er blevet slået af computerprogrammet Deep Fritz. Efter kun 22 træk kastede Kramnik håndklædet i ringen – med en lidt skæv sportsmetafor…
Sammenlignet med Kasparovs meget omtalte nederlag til IBM-maskinen Deep Blue i 1997, så er Kramniks nederlag meget mere alvorligt. Kasparov kendte ikke noget til Deep Blues potentiale dengang, hvorimod Kramnik har haft en kopi af Deep Fritz til sin rådighed inden spillet, så han har haft mulighed for at planlægge sit spil i detaljer sammen med andre skakeksperter. Dertil skal lægges, at Kramnik fik lov til at se computerens åbningsbibliotek før hver kamp. Han havde altså optimale muligheder for at lægge en strategi. Oven i skal så lægges, at Kramnik faktisk spillede godt mod Deep Fritz. Men i andet parti svigtede Kramniks koncentration et øjeblik, og computerprogrammet, der kan beregne otte millioners stillinger i sekundet, satte ham skakmat.
Nederlaget er selvfølgelig straks blevet brugt til at fælde dom i sagen om “mennesket mod maskinen”. Mennesket tabte! Diskussionen vil givetvis fortsætte længe…