Tre album var alt, hvad power-pop-rock-bandet Fotomaker nåede at få lavet, inden det var slut. På papiret var der dømt succes, da bandet blev til i 1978. Ophavsmændenen var basisten Gene Cornish og trommeslageren Dino Danelli, der begge havde en fortid i en af tressernes stilskabende bands, The (Young) Rascals. Sammen med guitaristen Wally Bryson fra tidligere omtalte Raspberries og to knap så kendte folk – Lex Marchesi (g. og vok.) og Frankie Vincie (key., vok.) – lavede de i løbet af godt et årstid de tre album, hvoraf de to første hører med til det ypperligste inden for genren. Det sidste album var et ikke helt vellykket forsøg på at flirte med discobølgen, uden at den er en nitte.
Det første eponyme album fra 78 er nærmest en lærebog i, hvordan man skruer power-pop sammen og arrangerer dem. Her er smægtende kor, fængende ballader, rappe guitarer, lidt strygere i baggrunden og på toppen lækre vokaler. Af en eller anden grund gad pladeselskabet A&M stort set ikke at løfte en finger for at promovere gruppen. Heldigvis havde pladen fået et meget iøjnefaldende rødt cover med et barneansigt, der var dullet op med læbestift og andet make-up. Lolita-blikfang. ((Ville den mon være gået i dag?!)) Det fik mig til at lytte til pladen og købe den – i en hedengangen pladeforretning i Ryesgade i århus.
Og også opfølgeren Vis-Ã -Vis, der kom kort tid efter med et lige så iøjnespringende cover – en farverig, men trist nar på en rød baggrund – og lige så iørefaldende power-pop-sange.
Måske var det bandets uheld, at de ikke blev markedsført som new-wave, som andre med mere held inden for genren. I hvert fald overtalte pladeselskabet Fotomaker til – i et desperat forsøg på at få penge i kassen – at sigte mod disco-folket med det sidste album, Transfer Station. Ikke noget dårligt udspil, men alligevel under niveau. Herefter var det slut. Wally vendte tilbage og genforenede sig med Raspberries, og de gamle Rascals-drenge har vist mere eller mindre hvilet på laurbærene fra tresserne siden hen…
