Lige siden som hvalp sad i en kælder ved Rundkørslen i Esbjerg (Esbjergensere ved, hvilken rundkørsel, jeg taler om…) og lyttede til fire, langhårede drenge kæmpe sig gennem “Kansas City” og et håndfuld andre tidlige Beatles-For-Sale-sange på akustiske guitarer og plastikdunke, har jeg haft et godt øje og øre for bands, der direkte eller indirekte lod sig inspirere af de fire fra Liverpool og    i det hele taget lyden af The British Invation. Ikke alt har været lige talentfuldt, men meget af det har. Fx The Spongetones fra Charlotte, North Carolina, som jeg ved en ren tilfældighed stødte på engang i firserne. Bandet, der bestod af Jamie Hoover på guitar og sang, Rob Thorne trommer, Pat Walthers guitar og sang og Steve Stoeckel (Höffnerbas og sang), blev dannet i 1978. Fra første stofe erkendte de deres gæld til Beatles og lyden fra den britiske beat. Og denne åbenlyse kærlighedserklæring er måske også en del af forklaringen på, at de ikke bare var epigoner, men tilførte musikken deres helt egen charme og energi. Lige som fx Badfinger.
Spongetones slog ikke internationalt igennem, da de dukkede op i starten af firserne. Forklaringen er sikkert, at det ikke rigtig var ‘musikalsk korrekt’  at spille glad Liverpool-pop-rock dengang. Men bandet fortsatte ufortrødent – og gør det  endnu – og de er blevet kendt for dels deres personlige tilgang til forbillederne, men også et yderst energisk-vitalt live-show.
Seks album er det blevet til indtil videre. Plus det løse. I 1982 kom debutpladen Beat Music. Den blev fulgt op af en EP – Torn Apart – med seks numre, hvor de blandt andet fik lidt hjælp af REM; og i 1987 udsendte de – på deres eget pladeselskab Triapore – Where-Ever Land, der er en del mere hårdslående og lettere psykedelisk end forgængerne. I 1991 kom Oh Yeah! – en smittende Beatles-inspireret sag. Og i 1995 udsendte til Textural Drone Thing, hvor Mersey-klangen var nedtonet til fordel for en mere uafhængig, enkel lyd. Endelig har de så sent som i 2000 – med fem års ventetid – udsendt Odd Fellows, der igen bevidner deres kærlighed til Beatles og the British Invasion, og hvorpå de  fortolker Mccartneys smukke “On The Wings Of A Nightingale”.