Når talen falder på George Harrison kommer vi ikke uden om The Concert for Bangladesh, som George Harrison og en masse venner afholdt i 1971 for at samle penge ind til hjemløse Bengali, der var på flugt efter Bangladeshs befrielseskrig. Koncerten blev afholdt i Madison Square Garden i New York
og er på flere måder noget særligt. Dels er den et af de tidlige eksempler på en vellykket live-udgivelse – og dels er den forløber for en række – mere eller mindre vellykkede – velgørenhedskoncerter, som vi har måttet overvære siden…
Det var med vennen og læremesteren Ravi Shankars mellemkomst, at Harrison blev engageret i sagen. Først blev singlen “Bangladesh” udsendt og derefter fulgte så den store koncert, der resulterede i et tredobbelt album – og senere endnu en dobbeltdvd. George Harrison red på succesbølgen efter All Things Must Pass og kunne derfor være nogenlunde sikker på, at begivenheden ville blive fulgt med interesse. Især, fordi han hidkaldte en række af sine gode  musikalske venner. Ud over den uundgåelige Eric Clapton var Bob Dylan, Billy Preston, Ringo Starr, Leon Russell, Badfinger og selvfølgelig Ravi Shankar med til at løfte arrangementet. Koncerten blev en stor succes og indsamlede mange penge. Efterfølgende er der dog – ikke usædvanligt – rejst tvivl om, hvor mange af pengene, der faktisk tilflød ofrene. Til George Harrisons store forbitrelse.
Men musikken står tilbage som en fint vidnesbyrd om en ædel handling.
På albummets første side fik Ravi Shankar lov til at indlede koncerten med et næsten sytten minutter langt nummer “Bangla Dhun”. Og man kan høre Harrison indledningsvist bede koncertpublikum og at sætte sig ned og lytte andægtigt til citarmesteren. Herefter tager Harrison over – til rockpublikummets tydelige begejstring. Harrison spiller en række af sine bedste sange. Det samme gør Dylan senere i koncerten, hvor vi får både Blowin’ in the Wind, Mr. Tambourine Man, Just Like A Woman og et par andre klassikere.
En særlig attraktion på pladen er Leon Russell og de andre musikeres sejt svingende medley af Jagger/Richard-klassikere Jumpin’ Jack Flash og Leiber/Stoller/Pomus-sangen Young Blood. Leon Russell kan virkelig få tingene til at koge….
Koncerten sluttes af med en fin, følsom udgave af “Banglasdesh” med Harrison selv.
Bangladesh-koncerten er en af de mange fine live-album, der udkom i slutningen af tresserne og starten af halvfjerdserne. Og den fortjener at blive lyttet til. De medvirkende musikere trykker den virkelig af og har noget på hjerte…
PS. Meget sigende for pladeindustrien opgave man siden det originale pladecover, der viser et udsultet flygtningenbarn, til fordel for et – i øvrigt ikke særlig godt – billede af George Harrison. Man skulle jo helst ikke forbinde musikken med verden tragedier. Det sælger jo nok ikke…