I disse år er ytringsfriheden – en af demokratiets vigtigste grundpiller – under pres, ja, under angreb. Ikke alene fra religiøse mørkemænd, som i tilfældet med sagen om Kurt Westergaard og de famøse Mohammed-tegninger, men også fra magthavernes side. Ytringsfriheden – og dens mediale modstykke, pressefriheden – er garanten for at demokratiet kan fungere. Pressen er – når den fungerer bedst – demokratiets lille arrige vagthund, der bider og flår magthaverne i bukseben og skørter, når disse ser en interesse i at dølge og tilsløre magtmisbrug eller begrænse borgernes rettigheder.

I weekendens udgave af Information kan man læse om justitsminister Brian Mikkelsens og partiformand Pia Kjærsgaards alt andet end elegante forsøg på at lukke munden på en seriøs kritiker af Politiets Efterretningstjeneste, regeringens udlændingepolitik og den såkaldte “terrorlovgivning”, Hans Jørgen Bonnichsen. Bonnichsen har, som det vel er bekendt, en fortid som højtstående medarbejder for PET, og har siden fået en rolle som kommentator i forhold til den globale terrorisme, terrorlovgivningen og beslægtede emner. I den forbindelse har han – til Dansk Folkepartis og andre magthaveres fortrydelse – plæderet for en åben dialog med moderate muslimer og for, at vi behandler “vores muslimske landsmænd anstændigt”. Dertil kommer, at han har forholdt sig kritisk til den såkaldte “tunesersag”.

Der er ingen tvivl om, at en mand som Bonnichsen  – med den erfaring, han har fra sit virke inden for PET – er en uvelkommen debattør for regeringen og dens parlamentariske grundlag, DF, når det drejer sig om politikken på udlændinge- og terrorområde. Ikke mindst, når hans udtalelser går regeringen imod. For er der noget, de aktuelle magthavere ikke bryder sig om, så er det at blive modsagt. Regeringen og dens støtter tåler ikke kritik. Tænk blot på, hvordan det gik Birthe Rønn, da hun luftede sine forbehold over for “tuneserloven”…
Brian Mikkelsen har reageret på Bonnichsens kritik ved – på nærmest injurierende og i hvert fald intimiderende vis – at antyde, at Bonnichsen er i konflikt med sin tavshedspligt. Og Pia Kjærsgaard har forsøgt at gøre manden umulig ved at beskrive ham som en emsig pensionist, der burde holde sig til modeltog i stedet for at blande sig i regeringens selvgode politik.

De to repræsentanter opfører sig grangiveligt, som om de var talsmænd for en (u)oplyst enevælde og ikke et parlamentarisk demokrati. I begge tilfælde er der tale om åbenlyse angreb på Bonnichsens ytringsfrihed. Forsøg på at lukke munden på en kritiker, der stiller regeringen og DF i et dårligt lys. Det er, som om de pågældende politikere, mener at være i deres gode ret til at diskvalificere enhver ytring, der går imod regeringen, som værende en ikke ikke-gyldig ytring. Og at ethvert middel helliger dette mål. Og den går ikke. I et demokrati.

Forsøget på at få en tidligere embedsmand, offentlig ansat, til at tie ved at insinuere pligtforsømmelighed – og derved bringe han i et potentielt dårligt lys i offentligheden – og ved at latterliggøre ham på en diskriminerende vis (skulle pensionister ikke have ret til at deltage i demokratiet?) siger en del om to politikere, hvis magtbrynde er steget dem til hovedet. Og det siger også noget om de dybe politiske problemer, de pågældende politikere har rodet sig ud i med en fejlslået udlændinge- og indvandrerpolitik, en uigennemtænkt terrorlovgivning og et katastrofalt, perspektivtløst engagement i to svagt begrundede krige.