Vi springer lidt i kronologien – frem til Ringos trettende soloudspil, Ringo Rama, fra 2003. På pladen har Ringo allieret sig med produceren Mark Hudson, der er kendt fra Hudson Brothers og sit samarbejde med blandt andre Aerosmith. Og det kan høres på lyden, der er uptempo-skarp og undertiden  metallisk rockende. Ringo får også, som han har for vane, hjælp af en række venner og kolleger. Denne gang er det Willie Nelson, den fine arrangør og musiker Van Dyke Parks, David Gilmour (ex-Pink Floyd, Shawn Colvin, Timothy B. Schmit (Eagles) og – ja, hvem ellers – Eric “Slowhand” Clapton. Pladens numre er alle skrevet af Ringo selv i samarbejde med Hudson og et par andre. Det gør, at pladen får et godt homogent præg. Det klæder Ringo voldsomt godt at få sin stemme placeret i en velproduceret, velarrangeret rockramme med smægtende korarbejde, lækre guitarsoli og andre delikatesser. Pladen er også præget af George Harrisons for tidlige død. I nummeret “Never Without You” viser Ringo sin veneration for den mistede ven og kollega, og lader selvfølgelig Eric Clapton tage sig af guitaren…
Ringo Rama fik fortjent fine anmeldelser med på vejen, men solgte ufortjent ikke overvældende. Men det skal selvfølgelig ikke hindre nogen i at lytte til den. Anbefales som en overraskende fin plade fra den gamle trommedasker…