For snart længe siden skrev jeg lidt om electronica-kunstneren Howie B, og beklagede svagt, at jeg ikke havde fulgt så meget med i de moderne elektroniske genrer – ambient, house, industrial, trip hop osv. Min forbindelse til den musik skyldes nok især tyskerne – med Kraftwerk og Can i spidsen. Men også Brian Eno og en fyr som Walter Carlos, der moogificerede musikken til Clockwork Orange m.m. Og så selvfølgelig The Beatles og deres eksperimenteren – Revolution Nr. 9 (Number nine, number nine, number nine….).
Egentlig kan jeg godt lide elektronisk musik, fordi det ofte er meget stemningsfuld musik. Men også, fordi den elektroniske musik i høj grad afspejler den teknologiske virkelighed, vi lever i. Det var blandt andet det, der gjorde Kraftwerk til noget særligt. De forstod at omsætte den støjende, teknologiske virkelighed til musik. Fahren, fahren, auf der Autobahn…
Jonas Højgaard fra det vakse lille kunst- og pladeforlag VUF Records har været så venlig at sende mig selskabet seneste elektronica-compilation – “The Beat is now long gone forgotten…” – der giver indblik i noget af nyeste skandinaviske musik inden for de elektroniske genrer. Blandt de kunstnere VUF repræsenterer er August Fenger (Eloquent), AndyCap, Birk Storm, ElektroJuice, Juxx, Praksis og We Know You Love it. På den nye compilation – nr. 4 i rækken – der udkommer den 1. januar (og ganske gratis kan downloades) medvirker også: Det Sejler I Effekter, Mikkel Metal, Bokal, Birdie Birk Makes Little Norman Cry, La Naive, Sebastian Lind, Hannah Schneider, Christobaldes, Mads Nielsen, Aslope og Nabo.
Musikken er en god blanding af stemningsskabende lydlandskaber som fx Bokals “Vand” (der leger med lyden af vand…), Det Sejler I Effekters repetitive Cease & Sekkle og Mikkel Metals “Klom” – og så numre, der er mere poppede, som fx La Naives lille “Not Just Things” med fine, klare pigestemmer på toppen af en klingende, inciterende lille popmelodi. Eller Sebastian Linds folk-akustisk-prægede, smægtende ballade “Stay”, der burde være en klar kandidat til Boogie-listen. Ialt 13 numre er der på den lille fine samling, som man kan hente her lige efter nytårs aften. I mellemtiden kan man så hente de øvrige compilations og lytte til, hvad der foregår rundt omkring i electronica-musikkens verden.
I øvrigt er VUFs udgivelser et godt eksempel på, at selv om musikindustrien er på hælene på grund af internettets nye dagsorden, så finder distributørerne nye veje. Musikken dør ikke på grund af downloads… Selvfølgelig ikke.