Som sagt har Ringo Starr ikke nogen stor stemme. Men til gengæld har den sin helt egen charme. Og så passer den fint til traditionel country and western, hvor man kan slippe af sted med at synge lidt og recitere lidt… Det kan man forvisse sig om ved at lytte til Ringos andet soloalbum – Beaucoups of Blues – fra 1970.
Det var en kendt sag, at Ringo havde en svaghed for country-musikken, og da han fik chancen for at arbejde sammen med nogle af Nashville-esserne (via pedal-steel-guitaristen Pete Drake, der arbejdede sammen med George Harrison på All Things Must Pass), slog han til og indspillede albummet i Nashville. Ud over Pete Drake medvirker kapaciteter som Jim Buchanan (fiddle), Charlie Daniels (g.), D. J. Fontana (tr.), Ben Keith (pedal steel g.), Buddy Harman (bas), Charlie McCoy (mundharmonika), Jerry Reed (g.) og en håndfuld mere af samme kaliber. Dertil skal lægges backinggruppen The Jordanaires, der jo stod bag Elvis i hans levetid.
I denne kontekst kommer Ringos begrænsede stemme helt til sin ret. Faktisk synger han bedre, end man er vant til at høre. Han er i sit es. Ingen tvivl om det. Og jeg vil ikke holde mig tilbage fra at mene, at det er en af Ringo allerbedste og mest vellykkede indspilninger.
Hvis man kan lide Ringo Starr – og traditionel country-and-western, så er denne plade ikke til at komme uden om.