Jeg var lige ved at få morgenkrydderen og kaffen i den gale hals, da jeg læste, at Pernille Rosenkrantz-Theil – efter at have strålet i Enhedslistens kollektiv og efter en længere pause på grund af stress m.m. – agter at indmelde sig i Socialdemokratiet.
Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt ser gerne Pernille som socialdemokrat – og de trænger sørme også til en sådan saltvandsindsprøjtning! – men kræver, at Pernille afsværger sin udenomsparlamentariske fortid, fx hendes støtte til den happening, hvor stats- og udenrigsministrene i den siddende regering blev overhældt med rød maling. Pia Kjærsgaard har med vanlig tæft for konflikter straks anfægtet, hvad hun kalder Theils “udemokratiske, autonome adfærd”.
Skal Pernille afsværge sine fortidige holdninger? Skal hun generelt tage afstand fra “symbolske”, udenomsparlamentariske aktioner osv. for at blive en “god” socialdemokrat? Nej, det mener jeg ikke, at hun skal. Ved at søge ind i det store parti, har hun allerede tilkendegivet en ny politisk orientering. Spørgsmålet er så, om prisen for et medlemskab er for høj? Jeg håber ikke, at Pernilles slagfærdighed, uforfærdethed og skarpe politiske evner er en del af prisen. Men vi får se.