I 1974 var George Harrison stadigvæk en del af det famøse Apple-projekt, men mentalt på vej mod noget andet, der blev til Harrisons eget pladeselskab Dark Horse. Bag sig havde han to pladesuccesser – det unikke dobbeltalbum All Things Must Pass og Living in a Material World. Efter sigende blev albummet Dark Horse til under nogle ikke just optimale omstændigheder. Harrison skulle på USA-turné (i øvrigt den eneste han nåede at gennemføre), fik problemer med stemmen, var ægteskabeligt i et vadested, hvor han forlod Patti og fik Olivia i stedet m.m. Men disse ydre omstændigheder, som filologerne lægger stor vægt på, mærker man ikke meget til på det yderst vellykkede album. Bortset fra en ironisk og meget personlig coverversion af det gamle Everly Brothers-hit “Bye Bye Love”. Pladen blev indspillet med vennerne Eric Clapton, Ringo Starr, Jim Keltner, Nicky Hopkins, Steve Windwood, Ron Wood, Gary Wright, Billy Preston hjemme i Harrisons eget studie. Til forskel fra fx Gone Troppo og Somewhere in England, så er Dark Horse mindre mainstream-orienteret. Det nærmeste man kommer et regulært pophit er titelsangen Dark Horse. Pladen er spækket med lækkert guitarspil fra de to guitaresser Clapton og Harrison.
Trods uvenlig kritik så klarede pladen sig godt. Den solgte guld i USA, men måtte “nøjes” med sølv i hjemlandet. Pladen, som jeg ikke har lyttet til i flere år, er da også vintage-Harrison. En bunke veldrejede, typisk tilbagelænede, melodiøse sange, der fremføres smagfuldt af de involverede og stærkt kompetente musikere. Anbefales.