Da jeg gik i gymnasiet blev min almindelige kærlighed til filmen forvandlet til en besættelse. Vi fik noget så usædvanligt som en lærerinde med bifag i filmkundskab. Det satte ekstra fut i interessen. En filmklub med ottemillimeterfremviser blev lavet på gymnasiet og en gang om ugen så vi store film fra filmhistorien til lyden af den snurrende grønne fremviser. En nation fødes, Truffaut og andre sager. Det blev suppleret med et medlemskab af Esbjerg Filmklub, der viste sjældne film i Esabio. Lige siden har jeg haft en svaghed for filmkunstens store mestre og store film. Og de senere år, hvor dvd’erne er kommet godt langt ned i pris, er jeg begyndt at opkøbe hovedværker.
I lørdags, hvor jeg alligevel havde besluttet mig for at købe Mamma Mia til Fruen, som ikke har snakket om andet op til udgivelsesdagen, faldt jeg over Federico Fellinis mesterværk La Strada (1954). Historien om den unge Gelsomina, der bliver solgt til den rå børste Zampanò, er en af den såkaldte neo-realismes hovedværker. Jeg glæder mig til at gense den.