Thomas synes, det ville være en god idé at give Ringo Starrs soloplader et genhør. Og da jeg alligevel skulle flytte reoler, plader og bøger, så var der ikke langt til handling. Og den første plade, jeg fik fat i var Ringos Stop and smell the Roses fra 1981. Ringo havde på det tidspunkt nået et foreløbigt lavpunkt i sin karriere med to dårligt sælgende plader – Ringo the 4th (1977) og Bad Boy (1978) – og der havde vist også været nogle personlige problemer med  sprut og sådan.

I hvert fald er der noget, der tyder på, at han måtte tage sig selv i nakken – også musikalsk set. Af samme grund allierede han sig med en håndfuld venner, der skulle hjælpe med at producere og skrive sange til den nye plade. Paul McCartney, George Harrison, Harry Nilsson og Ron Wood blev indkaldt sammen men en flok meget kompetente musikere, der kunne levere varen. Ray Cooper, Jim Keltner, Fred Tacket, Jim Gordon m.fl.

Ringo er en ofte undervurderet trommeslager og ikke nogen stor sanger. Hvad han ikke har i stemmekraft, har han til gengæld i umiddelbar charme. Han har ikke de store kunstneriske ambitioner, men vil spille swingende og kompetent underholdningsmusik. Og målt med den målestok, så er det en fin plade, han fik lavet. Et enkelt nummer er nok mest fyldstof ( Dead Giveaway, som han har skrevet med Ron Wood), men ellers svinger det solidt, og man kan ikke lade være med at vippe med foden. Ikke Ringos bedste plade, men absolut en hyggelig sag, der egner sig vældig godt til at sætte reoler på plads til…

Ringo Starr – Private Property – Clip – 1981