I dag fylder den berømte belgiske filosof, etno- og antropolog Claude Lévi-Strauss 100 år. Sammen med sprogforskeren og vennen Roman Jakobson betragtes Lévi-Strauss i dag som en af strukturalismens store grundlæggere. Den Lévi-Strausske strukturalisme bestod blandt andet i, at han mente, at menneskene i deres forhold til naturen og livet i det hele taget var afhængige af fortællinger – myter – der basalt set byggede på invariable strukurer, der kunne genfindes i de forskellige kulturer. Det kunne kun forstås således, at det ikke var menneskene, der tænkte sig selv ind i myterne, men omvendt: Myterne, der tænkte sig ind i menneskene…
Lévi-Strauss’ rénommé skyldes blandt andet hovedværket Strukturel antropologi fra 1958. Selv var Lévi-Strauss vist ikke udelt begejstret for at blive klassificeret som strukturalist. Men ingen intellektuel er vel begejstret for at blive indlemmet i nogen -isme eller for at få påklistret et mærkat. I den kommende tid vil han blive fejret i den akademiske verden – og ikke mindst i Frankrig.
Die Zeit markerer også dagen med en artikel, der peger på andre kvaliteter i mandens værk. Ja, det er rigtignok alt sammen. Han er den store strukturelle antropolog, men “det er kun den halve sandhed. Jubilaren har nemlig også gjort en anden opdagelse, der bringer alle dem, der roser ham i forlegenhed. På sine forskningsrejser stødte Lévi-Strauss på en stammekultur, der forekom ham at være både irritabelt og særdeles farlig. Den plyndrede naturen, ødelagde landskabet, tilbad abelignende guddomme, massakrerede sin egne og var berygtet for sine historiske blodbad. I mellemtiden har denne stammekultur besejret alle sine konkurrenter og behersker nu verden. Dens navn er ‘civilisationen’.!