En af de få gendannelser, jeg ser frem til, er, når og hvis Rod Stewart slår kludene sammen med resterne af The Faces. Af en eller anden grund har jeg altid holdt meget af Rod Stewarts hæse stemme. Bestemt ikke nogen stor stemme, målt med traditionel standard. En almindelig stemme, kunne man sige. Og det var – og er – i pop- og rockmusikken, den almindelige, uskolede stemme kom til ære og værdighed. Men han har forstået at bruge sin stemme – og dens begrænsninger – optimalt. Og han kan fortolke en sang med overbevisning, timing og frasering. Lyt fx til hans udgave af Elvin Bishops Fooled Around And Fell In Love. Jeg har vist henvist til den før. Ellers tag hans udgave af Tom Waits Downtown Train.
Undertiden synes jeg nok, at han har solgt lidt rigeligt ud. Specielt med sidst i halvfjerdserne og starten af firserne. I’m Sailing kan jeg næsten ikke holde ud at lytte til. Men der var da snapse på pladerne. Fx Some Guys Have All The Luck. En mainstream-hit-ting. Men stemmen er der. Og så har den noget fængende over sig.