Her til aften løb den meget omtalte Hvide Koncert over skærmen. En række musikere markerede i fælleskab 40-året for The Beatles’ såkaldte White Album. Og det er da prisværdigt. Som læserne vil vide markerer vi mange albums med 40 år på bagen i denne blog. For mig var de musikalske højdepunkter færøske Teiturs naivistiske fortolkning af “Mother Natures Son” og en mig ukendt operasangerindes udgave af “Piggies”. Min største anke ved dette gallashow fra Horsens er ikke, at de enkelte kunstnere har valgt at fortolke numrene, som de gjorde. Det er musikernes suveræne valg, og man kan lide det eller ej. Personligt synes jeg, der var for langt mellem snapsene.
Nej, selv afviklingen af showet var ikke sagen værdig. Uvist af hvilken grund havde man valgt en englænder, MTV-værten Ray Cokes, til at være konferencier. Og man kan undre sig over, hvorfor valget netop faldt på en englænder – og netop ham!? Det var da en dansk koncert med danske publikummer!? Var DR faldet på halen for MTV-værten?! Var det et forsøg på at få ungdommen i tale med et musikvideo-ikon?! I hvert fald faldt han totalt igennem. Alt, hvad han havde at byde på, var selvspejlende, dumsmarte bemærkninger og overfladiske kommentarer til de enkelte numre og Beatles’ arbejde med musikken. Per Frost – en af bagmændene – udtalte, at opgaven havde været at binde de i forvejen spredte sange sammen i koncerten. Det lykkedes desværre ikke særlig godt, og Ray Cokes gjorde i hvert fald ikke noget for at formidle en forbindelse. Snarere tværtimod.
Koncerten havde fortjent en bedre audio-visio- narrativ ramme, der kunne give nye lyttere lidt kulturhistorisk baggrund for pladen og koncerten – og en bedre konferencier. Hans Otto Bisgaard, der i flere omgange har været konferencier for Slotskoncerterne med Bootleg Beatles, kunne sikkert have løftet opgaven. Men han er nok blevet for gammel for DR.
Synd og skam for publikum, for musikerne og The Beatles, at det skulle gå sådan. For ideen var god nok.
Apropos: Det hvide album genfortolket
Kira Skov ……. hun var rigtig go’ fantastisk stemme, fantastisk proffesionalisme !!!¨¨
Derudover meget fÃ¥ der rakte godt og solidt ud over scenekanten … men kan nævnes Outlandish, Teitur, Rugsted og Kreutzfeld, og sÃ¥ revolution det Instrumentale nummer var jeg meget begejstret for.
Der var osse to ganske unge piger som var meget fine Ã…kjær hed den ene og sÃ¥ Aura. Sandman hmn jow nÃ¥r jeg nu nu ska’ være positiv.
Ellers alt for meget dansk middelmådighed.
@Birger: Det er da godt, at nogen kunne lide Ray Cokes. Hvis dit argument holder – at der er mangel pÃ¥ egnede showværter i DK – sÃ¥ ser det efter min mening rigtig sløjt ud, nÃ¥r Ray Cokes er valget! 😉
ja Teitur var god, det var synd at han ikke blev presenteret bedre
Jeg synes at Ray Cokes var sunveræn – god humor og en enorm viden/research, der netop fik showet og Beatles lange og komplekse historie til at hænge sammen.
Med al respekt for Hans Otto Bisgaard, som jeg holder meget af (siden Brøndby Poppen – jeg ser ikke MTV og kendte ikke Ray pÃ¥ forhÃ¥nd) – sÃ¥ er min forklaring pÃ¥ at man valgte Ray Cokes – simpelthen det faktum, at vi i DK ikke har kvalificerede Showværter som har den nødvendige blanding af humor,viden og evne til at fortælle historier.
Birger
@Henrik: Rigtigt, hvordan kunne jeg glemme det!
TeiTur er færing ikke islænding
@Jan: Ja, det er fint, at det blev fejret, selv om man kan have sine forbehold…
Jeg synes alt i alt det var ok. Skal jeg pege på to ting som bare var for tyndt, så må det være publikum og Storms udgave af While my guitar gently weeps.
Jeg synes flere af de unge gjorde det godt, plus de to gamle Rugsted og Kreutzfeld. Men det var sgu da fedt at et af rockens største mesterværker blev fejret. Så lad os håbe på en gentagelse Abbey Road venter lige om hjørnet.
@hhs: Ja, det er nok den (økonomisk)fornuftige forklaring.
Apropos valg af studieværten, så tror jeg DR håber at kunne sælge showet til udenlandske tv-stationer.
Jeg vidste ikke på forhånd meget andet end, at det var en fejring af the White Album, og jeg blev altså positivt overrasket. Det var interessant, at konstatere at det var Outlandish, der fik folket op af stolene. Ubevidst havde jeg hele tiden Allan Vegenfeldt på ønskelisten til at synge Helter Skelter, men da det så gik i opfyldelse, var det ikke helt som i tankerne. While My Guitar Gently fik en for hård medfart efter min smag. Jow, jow, det var ok underholdning, men en bedre vært ville have højnet værdien.
Efter min mening var det en ørkenvandring, der i nogle tilfælde fremstod som et forsøg pÃ¥ at dræbe sangene. Mange af sangerne udleverede deres egne manglende evner til at synge! Og hele iscenesættelsen var pinlig og langt under middel, ja, rent ud sagt en skændsel, der mÃ¥ske nok er OK for DR og Horsens, men uværdig for det hvide album, Beatles og os, der holder af det album! Der var kort og godt for lidt rock’n’roll og for lidt showmanship!
Jeg er i det store hele enig med dig. Den engelske vært var malplaceret.
Rent musialsk synes jeg dog, at der var flere højdepunkter end dem du nævner, f.x. Outlandish, Claus Hempler og svenskeren som sang “Rocky Raccoon”.
I øvrigt var jeg mest spændt pÃ¥ hvordan man ville hÃ¥ndtere “Revolution 9” som jo er et totalt syrenummer pÃ¥ pladen.
VH
Thomas