Som nævnt fulgte John Lennon og Yoko Ono op på deres “skandaløse” plade Unfinished Music No. 1: Two Virgins, der ikke mindst var skandalevækkende, fordi de to medvirkende tillod sig vise the full Monty på coveret. Set i bakspejlet er det nok lydeksperimenterne på denne plade – og opfølgeren Unfinished Music No. 2: Life with Lions – der er provokerende og skandaløs.
Begge plader er avangarde-kunst, og der er ingen tvivl om, at Yoko Ono får den største del af æren og ansvaret for disse alt andet end behagesyge eksperimenter. Hvis man synes, at Lou Reed Metal Machine Music er en prøvelse at lytte til, så bør man lægge øre til John og Yokos 26 minutter og 28 sekunder lange stykke “Cambridge 1969” (på toeren). Nummeret består i Onos ordløse, klagende “sang” og stønnen, ledsaget af Lennons guitar-feed-back-lydmur. Til allersidst dukker John Tchicai og John Stevens op og bidrager til løjerne. Holder man ud kan man dernæst lytte til Onos lille, sprøde acapella-sang “No Bed For Beatle John”, der nok er det nærmeste man kommer tradionel musik. Tredje nummer på pladen består af Nagra-optagelser af en babys hjertebanken (Lennon/Ono var indlagt på grund af en af Onos mange aborter). Derefter er der to minutters stilhed (til ære for det afdøde barn…) og til slut nummeret Radioplay, der består af lyde, lavet med en radio, akkompagneret af Lennons og Onos familiære småsnak i baggrunden.
Pladen lyder lige så fremmedartet, som den gjorde, da jeg første gang hørte den for snart fyrre år siden.