I min efterhånden store bunke af frasorterede cd’er fra bibliotekets overskudslager findes også Oneidas cd fra 2004 “Secrets Wars”. Oneida er et New Yorker-band, der har taget traditionen op fra de “støjende” orkestre fra den psykeliske periode over Velvet Underground og CBGB-scenen via den tyske krautrock og videre frem. De spiller, hvad tegneren, forfatteren og Turèll-vennen Peder Bundgaard engang kaldte “grim musik” (og lavede programmer om). Musik, der bestemt ikke har til hensigt at behage lytteren. De dyrker monotonien og det repetitive. Har en forkærlighed for uddaterede keyboards med særpræget lyd og rockguitarstøj. Dertil kommer de lyde, de ellers efter forgodtbefindende smider i deres dekonstruktive maskine. For det er nok det, det drejer sig om: At pille rocken fra hinanden i dens elementer og sætte dem sammen på ny i håbet om at finde en ny lyd. Musikken kræver lytterens tålmodighed. Lad være med at slå popørerne ud, når du lytter til Oneida. Det vil bare gøre ondt… Men et probat middel mod en overdosis mainstream-pop anno 2008 er det. Anbefalet – i ikke for store doser.