Som omtalt i går, så blev George Harrisons album Somewhere in England hans hidtil mindste succes (for at kalde det en fiasko vil nok være en overdrivelse…). Harrison var, som nævnt, godt gammeldags træt af musikindustrien, og oven i det hele kom så meddelelsen om, at den gamle ven fra Beatles-dagene, John Winston Lennon, i en alder af kun 40 år var blevet skudt ned af en galning, Mark David Chapman, i New York.
Pladen mødte modstand i pladeselskabet, der både blandede sig i coverets udformning og i valge af sange. Men Harrison insisterede på at lave sin tilbagelænede, langsomme musik uden hensynstagen til at tidens toneklang krævede, at man var mere fremme på beatet for at “være noget ved musikken”. Og efter pladens udsendelse ønskede Harrison ikke at forny kontraktet med Warner Brothers…
Når pladen ikke helt floppede, hang det sammen med, at sangen vedr. vennen John Lennons død – All Those Years Ago – blev udsendt som singleplade. Og det trak albumet med sig, så det trods alt viste sig på både den amerikanske og engelske hitliste.
Pladen er bestemt bedre end sit ry. Lyttet på afstand er det endnu en plade, der demonstrer Harrisons særlige lyriske stil. Lennon og Mccartney har kunnet skændes om, hvem af dem, der var rockeren i Beatles, men Harrison har stort set altid været ham, der skrev mere lyrisk, tilbagelænet musik. Som på Gone Troppo er han omgærdet af klassemusikere – som Tom Scott, Jim Keltner, Willie Weeks, Dave Mattacks osv. – der sørger for at udførelsen er mere end i orden. Dertil kommer en lille håndfuld gamle venner (Ringo Starr, Paul & Linda Mccartney og Denny Laine, det gamle Wingsmedlem).

Det har ikke været muligt at finde en video fra pladen, men her er George med en af de gode gamle…