For 2090 år siden sejlede et romersk fragtskib i det ægæiske hav. En storm tvang skibet til at søge læ ved øen Antikythera, men det fandt ikke læ og gik ned med hele sin kostbare last. Næsten 2000 år senere lykkedes det nogle svampedykkere at finde læ samme sted, da en ny storm blæste over havet.

Medens dykkerne lå for anker, fordrev de tiden med at dykke ved kysten. Og Elias Stadiatis nåede ned på 40 meter, hvor han fandt en bronzearm. Det romerske fragtskib var dukket op af historiens glemsel.

Dykkerne overlod deres fund til myndigheder, der efterfølgende fandt, hvad lastrummet gemte: kostbare smykker, bronzefigurer, amforaer med sjælden vin, penge – og et teknisk mysterium, som arkæologerne i første gang overså. I resterne af en lille trææske på størrelse med en cigarhumidor, dækket af et grøn irlag, lå nogle mærkværdige bronzeklumper. I første omgang blev de indleveret til Athens nationale museum, hvor fundet fik lov til at ligge og blive tørt. Under det grønne lag afsløredes et sammensurium af tandhjul.

Tandhjul er ikke ukendte i Antikken. Fx brugte grækerne tandhjul til deres vandmøller. Det nye fund var overraskende ved at omfatte ca. 40 tandhjul, der var forbundet på yderst kompleks vis. Hidtil havde man kun set tandhjulssystemer med 4-5 tandhjul. Men hvilket stykke teknologi stod man her over for? Et ur? Et navigationsværktøj? Et legetøj?

Et græsk-walisisk forskerteam har forsøgt at finde ud af hemmeligheden i dette unikke værk. Skrifteksperter, matematikere og naturvidenskabsfolk har med moderne teknologi forsøgt at få tandhjulene til at fortælle deres historie. Projektet blev vanskeliggjort af det fundne objekts skrøbelighed. Det kan ikke skilles ad uden at gå i stykker. Og det kan ikke flyttes. Ved hjælp af simulation og gennemlysningsteknik har man afsløret, at værket er endnu mere komplekst, end man først havde turdet antage. Det foregriber et teknologisk stade, som man først nåede (igen) i den sene Middelalder.

Forskergruppen fortæller om deres bestræbelser i det naturvidenskabelige magasin Nature. Og de beretter om den græske arkæolog Spiridon Stais, der allerede i 1902 fandt ud af, at der måtte være tale om en slags astronomisk regnemaskine, fordi han kunne se, at der var nogle skalaindskrifter og indgraverede navne på himmellegemer og astrologiske dyresymboler. Og han kunne ud fra de tegn, han dechifrerede, se, at skibet må være forulykket ca. 80 år for vor tidsregning. Stais mødte kun mistro, da han offentliggjorde sine resultater, for de passede ikke ind i datidens billede af Antikken. Man var tilbøjelig til at forklare fundet på samme måde, som man har forsøgt at forklare Stonehenge: Der var nogen fra det ydre rum, der havde været på spil… Resultatet var, i første omgang, at fundet fik lov til at ligge som et arkivnummer på museet. Verdens konservatisme havde sejret endnu engang.

Der skulle gå yderligere 50 år, før en videnskabsmand fra Yale University, Derek de Solla Price, kom på sporet af værket og blev besat af den udfordring, der lå i gådens løsning. Først i 1971 fik han mulighed for at lave gamma-radiografier, der afslørede apparatets indre tandhjulskompleks. Solla Price kunne nu se, at værket kunne forudsige solens gang, månens faser, og hvor sol og måne ville stå op og gå ned i løbet af året. Dertil krævedes et differentialkonstruktionprincip, der først i det 19. århundrede blev patenteret i Europa.

I modsætning til Stais kunne Solla Price demonstrere, at værket ikke blot ville kunne fungere, men at det faktisk også var blevet brugt. De vantro måtte bøje sig. Og i 1994 kunne en amerikansk urekspert, Steve Kramer, ved hjælp af en tro kopi vise, hvor præcist et instrument, man havde med at gøre. Han forudsagde ved den lejlighed den næste solformørkelse med 14 minutters præcision.

Men der var endnu et stykke vej til den fulde afsløring af værkets hemmeligheder, for en del tandhjul var forvitrede, og nogle tandhjul manglede tænder, og man kunne ikke se, hvor mange det drejede sig om.

En ung englænder ved Londons Videnskabsmuseum, Michael Wright, fortog i 1970’erne sin egen grundige undersøgelse af apparatet i Athen og kom frem til, at der ikke blot var tale om en avanceret kalender, men om et veritabelt planetarium, der ikke kun kunne forudsige solens og månes bevægelser, men også de bevægelser, som planeterne Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn foretog. Det var de planeter, man havde kendskab til. I sin rekonstruktion af maskinen byggede Wright på de antikke astronomer Hipparchos’ og Appolonios’ teorier.

Det er Wrights tanker, den græsk-walisiske forskergruppe anerkender i deres forskning. Urværket er konkretiseringen af den græske astronomisk blomstringsperiode. Værket er materialiseringen af datidens teori om “epicykler”, dvs. forestillingen om himmelrummet som bestående af en række indbyrdes forbundne kredsløbsbaner. Teori og mekanik passer som fod i hose til hinanden. Og det synes forskerne er overraskende.
Forskergruppen åbenbarer, hvor avanceret værket har været. Ikke blot kunne det forudsige kredsløbene, men også tage højde for uregelmæssigheder og anomalier i bevægelserne.

Jo flere hemmeligheder, apparatet er blevet fravristet, jo flere spørgsmål rejser det. Hvordan var det muligt for konstruktørerne at samle al den viden, der skulle til for at lave værket? Og ikke mindst: Hvad skulle værket bruges til? For navigation var en simpel ting dengang. Og hvis det blev brugt til navigation, så ville det nok ikke være så unikt, som tilfældet er. Findes der mon flere på havets bund? Var der tale om en enkelt genialitet, der var forud for sin tid?

Spørgsmålene blæser i vindene over Ægæerhavet. Og rokker ved vores forståelse af fortiden – og dermed af vores egen tid.
[Historien genfortælles i Die Zeit]