Som lovet vil jeg tage George Harrisons soloplader op i bloggen.
Gone Troppo er en af Harrisons sene værker. Fra 1982. Og måske er det det album, der fik mindst succes af alle hans plader. I USA nåede den således kun op på en 108. plads. Og sammen med Somewhere in England (1982) fik den hverken sølv-, guld- eller platinplader. – Men det er bestemt ikke nogen dårlig plade. Faktisk vil jeg mene, at det er en overset lille perle, hvis manglende succes må handle om andet end musikken. Det var en kendt sag, at Harrison såvel i Beatles-perioden og sidenhen havde det handicap, at han ikke brød sig meget om publicity og den slags. Og enhver ved, at markedsføring i sig selv kan kaste salgstal af sig… Og faktum er, at Gone Troppo er den sidste plade, Harrison lavede inden for den kontrakt, han havde på det tidspunkt. Han var træt af musikindustrien og løftede ikke en finger for at promovere pladen… Og så går det jo, som det går.
På Gone Troppo – der i øvrigt har et festligt, corny, farvestrålende cover af det gamle Bonzo Dog Do Dah-bandmedlem, Larry “Legs” Smith – viser Harrisons styrke som sangskriver af lyriske, melodiøse rockballader. En meget varieret plade med både et instrumentalnummer (Greece), et herligt Doo-wop-inspireret nummer (I really love you), et filmnummer med klart hitpotentiale (Dream Away – fra Time Bandits).
Harrison har samlet en række fornemme musikere omkring sig. Henry Spinetti på trommer, Ray Cooper på slagtøj, Herbie Flowers bas, Mike Moran keyboards, Billy Preston keyboards og flere i samme vægtklasse. Og oven på det hele ligger George Harrisons melankolske stemme og hans uforlignelige “grædende” guitarlyd. Det kan godt være, at Eric Clapton er eller var “gud” blandt guitaristerne i den generation, men der er ingen, der har Harrisons unikke lyd…

George Harrison – Mystical One (Demo Version)