I går aftes – ja, nat var det faktisk – lyttede jeg til P1-debat, som jeg har for vane, når jeg kører hjem fra job. Og der var inviteret til debat mellem Venstres Jens “Missil” Rhode og Dansk Folkepartis glatte eminence Peter Skaarup. Emnet var Christiania og dets fremtid.

Jeg vil gerne indrømme, at jeg har en vis sympati for en mand som Jens Rhode, selv om jeg også gerne er efter ham med den kritiske rive. Men, altså, jeg har en sympati for ham og kollegaen Søren Pind, fordi de er lidt “skæve”. De går deres egne veje og er ikke blege for at træde konformisterne i Venstre over tæerne.

I aftenens program talte Peter Skaarup varmt for den Christiania-lov, som et folketingsflertal havde vedtaget, efter at man i mere end tredive år havde ladet Christiania eksistere mere eller mindre uantastet. Christianitterne skulle have lov til at fortsætte deres levevis, hvis bare der blev “normaliseret” derude, så lov og orden blev overholdt. Og det lød næsten forlokkende…

Indtil Jens Rhode ganske fredsommeligt gik til angreb på selve forestillingen om “normalisering“. Ud fra sit liberale grundsyn – at der skal være plads til forskellighed, også for dem, der ikke passer ind i den borgerlige verdensopfattelse – angreb han selve tanken om “normalisering”, fordi den indbyggede normalitet netop var udtryk for en borgerlig konsensus om, hvad der bør være normalt og acceptabelt, og det var ikke nødvendigvis en normalitet, christianitterne kunne leve med. Han angreb også den overfokusering, der var på hash-problemet på Christiania, og henviste til, at der fandtes pushere i hver eneste dansk by med mere end 500 indbyggere – og at det var et ressourcespild, at lade så mange danske politibetjente overvåge fristadens pushere, samtidig med, at der var mangel på politik i de københavnske gader til bekæmpelse af gadeskyderier, indbrud osv.

Rhode angreb også Christiania-loven, fordi den kommer alt for sent. Man kunne ikke lade Christiania etablere sig og udvikle sig gennem tredive år og så pludselig slå bak. Det handlede om politisk uansvarlighed og moral.

Peter Skaarup forsøgte flere gange at omklamre Rhode i en fælles enighed, men Rhode lod sig ikke sådan indlemme i normalitetens klamme banalitet.

Jeg synes, det er godt, at der stadigvæk er nogle (få?) liberale i Venstre, der forsøger at holde fast i, at der skal være plads til alle – også dem, der ikke passer ind i moderpartiets konformistiske forestillinger. Hvis bare de – fx Rhode – stod mere fast på grundholdningerne, så kunne mange ting se anderledes ud. Tænk blot på, hvordan udlændingenes forhold ville være, hvis man lod tankerne om forskellighed gælde der!? Et skulderklap til Jens “Missil” Rhode.