For et stykke tid siden købte jeg dvd’en The Rolling Stones in the Park 1969. Den berømte koncert i Hyde Park, der blev afholdt et par dage efter Brian Jones’ alt for tidlige dødsfald. Så vidt jeg ved er koncerten aldrig blevet udsendt som (officiel) live-plade. Og det er lidt en skam. For optagelserne her viser lidt om, hvorfor Rullestenene har kunnet holde sig på banen – musikalsk set – i så mange år. Hvorfor de stadigvæk har noget at byde på. Som en fan skriver et sted, så besidder disse optagelser en særlig rå energi, der senere blev poleret op (uden at forsvinde). Bandet lægger ud med en sej, blueset udgave af Midnight Rambler, og man hører Mick Jagger – inden han begynder at synge – sige “yes, very good”; og det er hvad det er. Very good. Det er rå R&B, som den man finder rundt omkring i Stones værk, og som de altid har formået at finde tilbage til, når inspirationen har svigtet eller andre problemer har presset sig på. Så har de altid kunnet gå ind i en eller anden lille klub og vende tilbage til de rødder, der altid har holdt dem fast i musikken. Trods alle millionerne, jetset-livet, stofferne osv.