Så opdager jeg det lige pludselig: Den lille hypokondriske, sexfikserede, evigt snakkende og filosoferende jødedreng Woody Allen har fødselsdag. Stort til lykke herfra! Woody har jeg altid haft en stor sympati for. Og noget er forklaringen er nok, at han er en filmisk anti-helt, der ikke rigtig kan det der med damerne, har hang til det æstetiske, lider af både selv-overvurdering og hypokondri, løber efterrationaliserende efter det pokkers liv, en rigtig drengerøv, selv om hans dåbsattest (eller hvad den nu hedder, når man er jødisk…) er gulnet og slidt osv. På den måde ligner han mange mænd. Og så, fordi han er så morsom. Og så filmisk begavet. Hans store forbillede er Ingmar Bergman, men (heldigvis) bliver han aldrig en rigtig Bergman. Der er humoren til forskel. Måske er det også derfor Woody er så dyb: Alvor og humor går jo hånd i hånd…
Jeg kan huske dengang Manhattan kom frem – en af Woodys absolutte mesterværker – og dagbladet Information trykte hele dialogen som særtryk i avisen. Det var tider. Sådan gør man ikke mere. Woody er blevet en institution og får derfor ofte nogle halvhjertede anmeldelser, selv om han altid hæver sig over gennemsnittet uden at besvære sig.