James Bond – Daniel Craig

Author:


Det er efterhånden sjældent, jeg får set tv, før efter kl. 22. Og hvis, så skal det helst være en god film eller serie. I går gik jeg igen glip af In the Cut med blandt andet den små Meg Ryan. Fordi den blev sendt kl. 20. Jeg har tidligere haft den med hjemme fra videobiksen, men fik heller ikke set den dengang.
Til gengæld fik jeg så set Roger Mitchells filmatisering af Hanif Kureishis historie The Mother om en aldrende kvinde, der efter sin mands pludselige død oplever en erotisk vækkelse i kraft af sin datters elsker, der bliver spillet af vor tids James Bond, Daniel Craig. En fin lille film, meget Kureishisk, med et skarpt blik for familiær råddenskab og det alt for menneskelige. Og – et memento mori. Husk at leve, medens du gør det og så videre.
DR TV har åbenbart forstået at være aktuelle i anledning af James Bond-premieren, for aftenen før viste de også en film med Daniel Craig, hvor han spillede en historiker på jagt efter Stalins notesbøger. En ikke ueffen post-cold-war-film om en konspiratorisk sammenhæng, der vil bringe Stalins ukendte søn på banen igen som en ny og bedre despot.
Begge film afslører Craig som en solid skuespiller, der nok er værd at spilde et par timer på. Så jeg må hellere se at komme i biografen snart. Bond-filmen har jo fået gode anmeldelser, selv om den ikke kan slå Happy Feet i USA…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *