Man skal passe på med at have en mening. Specielt om politiske forhold. Man risikerer, at blive valgt ind et eller andet sted. Jeg har hørt om toppolitikere, der er endt, hvor de nu er, fordi de ved en tilfældighed kom til at lufte deres uforbeholdne mening om dette eller hint politiske emne, og pludselig var de opstillet til et eller andet politisk mandat. På den anden side er det svært ikke at have en mening om politiske forhold – og andre. Det er fx svært ikke at mene noget om Danmarks engagement i Irak-krigen eller kræftbehandlingssagen eller Jens “Missil” Rohdes seneste politiske missil…
Heldigvis har jeg undgået politiske opstillinger, men har til gengæld rodet mig ind i bestyrelsesarbejde. Ikke af lyst, men fordi jeg kom til at kritisere den siddende bestyrelsesformand, der håndterede ejerforeningens økonomi, som var det en husholdningskagedåse i køkkenskabet. Resultatet er, at jeg nu sidder som formand for bestyrelsen på tredje år.
Det er ulønnet, bortset fra en mindre vederlag til frimærker og telefonudgifter. Ja, man får ikke engang tak for det arbejde, man gør. Det skulle da lige være u-tak. Som man siger: U-tak er de armes løn. Og bestyrelsesmedlemmers.
Efter nogen tid gik det op for mig, at ejerforeningen er et mikroskopisk billede af samfundet. Og selv om jeg kæmper en brav kamp for at få demokratiet til at fungere ved at lade generalforsamlingen beslutte alle ting af bare en vis betydning, så opfattes jeg som en faderfigur, en autoritet, en tyran osv. Afhængig af den enkeltes habitus.
Det værste er næsten den håndfuld kværulanter, der er i dette mikrosamfund. Personer, der skal gøre en sag ud af, hvad som helst. Fx at folk ikke tager deres vasketøj ned at tørresnorene, når det er tørt. I lige det sekund, det er tørt. Eller watt-størrelsen på pærerne i opgangen. Skal det være 13 eller 20 watt sparepærer? Og i den dur.
Kværulanter får det værste op i mig. Jeg gider ikke kværulanter og glemmer gerne min gode opdragelse, hvis jeg på en eller anden måde kan lukke kajen på dem. Men det er trættende…