Så et interview med lederen af Faderhuset (dem, der ejer Ungdomhuset). Det var en lidt surrealistisk oplevelse. Meningen var vist, at seerne skulle have et indtryk af den frimenighed, der har slået hælene i jorden og står fast på deres ejendomsret. Men man fik det indtryk, at det gjaldt for lederen om at undgå at svare på noget som helst. Det ville have været ulige mere interessant at få en kritisk udsendelse om baggrunden for, at Ungdomshuset, der har været i de unges vold (undskyld!) i 25 år, blev solgt in the first place!
Medens jeg sad og så på interviewet og endnu engang måtte undre mig over, hvad journalister dog bruger deres egen og – ikke mindst – seernes tid på, kom jeg i tanke om, at jeg selv gennem hele min folkeskoletid frem til sjette klasse, var tvangsindlagt til morgenbøn og danske salmer. Dag efter dag blev vi pålagt at lære salmevers udenad. Jeg har ikke tal på, hvor mange det var, men mange var det. Abraham sad i Mamrelund… Siden fortrængte jeg det godt og grundigt, og det er først inden for de seneste år, at jeg har kunnet forholde mig til salmer som den digtekunst, de også er – nogle af dem, i hvert fald. Mest af alt husker jeg min lærer, der akkompagnerede salmesangen på en gammel violin eller et lille grønt elektrisk klaver. Violinen var en prøvelse. Den lød som et dørhængsel, der trængte til at blive smurt, som flamingo, der bliver gnedet mod en rude, som et godstog, der standser langsom op på en perron… Det lille grønne klaver derimod lød som om læreren var gået i barndom igen.
Tilføjelse: Jeg havde på et tidspunkt en skoleinspektør (ved Sædding Skole), som var af den mening, at udenadslære – i princippet enhver form for udenadslære, hvad enten det var salmevers, byerne på Fyn, kongerække osv. – var godt for den personlige dannelse og udvikling. Når jeg tænker på mit – engang – så forkvaklede forhold til salmerne, så er jeg ikke helt så sikker på, at han havde ret. Noget udenadslære kan have sin berettigelse, fx matematiske formler, grammatiske regler og andet nyttigt, men at kunne alle Kingos eller Brorsons salmer udenad – oven i købet uden at forstå dem – giver ikke mening.