Jo ældre jeg bliver, jo tydeligere bliver det for mig, at vores erindring spiller en afgørende rolle for, hvem vi er. Ikke kun den personlige erindring, men også den historiske. Uden en solid forståelse af, hvad vi kommer af, og hvor vi kommer fra, får vi svært ved at handle i nutiden og endnu sværere ved at forholde os til det, der skal komme. Det, vi kalder fremtiden.
I søndags markerede en del mennesker rundt i landet, at det var 70-år siden, nazisterne for alvor tog hul på den jødeforfølgelse, der siden resulterede i kz-lejre og et traumatisk kapitel i Europas og hele verdens historie. Den 9-10. november 1938 overfaldt nazisterne tyske jøder, slog mange ihjel, brændte hundredvis af synagoger af, ødelagde forretninger og anden jødisk ejendom og internerede i tusindvis af jøder i koncentrationslejre. I Jyllands-Postens lille rapportage fra den århusianske demonstration giver et par piger “iført hvide AGF-trøjer” udtryk for, at de ikke aner, hvad Krystalnatten er eller var. Og det synes jeg er forstemmende. Er historieundervisningen i folkeskolen allerede blevet så ringe, at erindringen om hændelsene i første halvdel af forrige århundrede er blevet udvisket? Jeg blev født mindre end et årti efter Besættelsen, og i tresserne havde den periode højeste prioritet i folkeskolen, fordi det lå folk på sinde, at vi aldrig måtte glemme, hvad der skete under nazi-perioden. Vi skulle lære og forstå, så vi kunne forhindre en gentagelse.
De netop afholdte demonstrationer er en påmindelse om, at tingene kan gentage sig i historien. Racismen lever i bedste velgående og chikane og vold mod personer, der bekæmper racisme er blevet mere almindelige foreteelser i Danmark. Jeg tror, de to ting – skolelærdom og historisk gentagelse – hænger nøje sammen. Når unge mennesker i dag i ramme alvor kan påstå, at holocaust ikke har foregået, så skyldes det blank uvidenhed. Og det bør vi gøre noget ved i folkeskolen.