‘Man har ikke andre at stole på end sig selv og – hvis man er usædvanlig heldig – sin nærmeste familie og en enkelt ven‘. Nærværende citat stammer fra Claes Kastholms kommentar til Obama-valget og George W. Bush-eftermælet i dagens Berlinger. Udsagnet gælder den lære, man (som politiker) kan drage af mediernes dom over George W. Bushs regeringsperiode, der har efterladt ham som den mest upopulære præsident i mands mind. To udsigtsløse krige, et smadret økonomi, en finanskrise af dimensioner, en perspektivløs klimapolitik er blandt de “resultater”, som Bush giver videre til sin efterfølger. Men Kastholms udsagn går dybere endnu. Det gælder menneskeheden som sådan. Hos Kastholm glider fornuftbundet skepsis over i grundfæstet misantropi.

Den aura af håb, der har bredt sig omkring Barrack Obama og har afsat sig hos mange amerikanere – og ikke-amerikanerne – som en ny optimisme med hensyn til fremtiden  diagnosticeres som effekten af en politisk forførelse. Kastholm skriver:

“Jeg kunne ønske, at en vaks dokumentarfilmmand lavede en sammenklipning af de nærbilleder af de henrykte masser i Chicago, vi så på CNN tirsdag nat, og de mange filmoptagelser der findes af Hitlers møder med de jublende masser i naziregimets første år. Synet giver stof til eftertanke. Det er de samme ansigter, det samme henførte blik, de samme smil gennem tårer. Man må selvfølgelig skelne mellem den bevægelse, man ser i ansigterne på sorte amerikanere, de har jo en ægte grund til at være bevægede, og de salighedstårer, der strømmer fra alle mulige andre. Der er en hjemløs religiøs længsel på spil“.

Hér knækker filmen, hér springer kæden helt af for Kastholm. En sammenligning mellem de iscenesatte (Riefenstal!), jublende masser i den nazistiske selvfremstilling og -forherligelse og billederne af bevægede amerikanerne, der efter nogle tunge år med Bush-administrationen omsider får grund til at håbe på en forandring handler først og fremmest om Kastholms eget kulsorte syn på politik og politikere i særdeles og mennesker i almenhed. Hvad religiøst skulle der være i, at almindelige amerikanerne – eller europæere – giver følelsesmæssigt udtryk for et håb om en bedre fremtid? Om forandring til noget bedre?

Selv om man selvfølgelig kan være skeptisk med hensyn til Obamas muligheder for at skabe store og vedvarende forandringer i det amerikanske samfund, så betyder det ikke, at man skal lade håbet drukne i sort misantropi. Der var også mange, der ikke troede på, at Berlinmuren nogensinde ville forsvinde. Men det gjorde den så let som ingenting, fordi nogle mennesker havde et håb om noget bedre og andet end det bestående.