De sidste par dage har man kunne læse om Lene Espersens “redning” af alle de medborgere, der som følge af finanskrisen er kommet ud i problemer med deres flexlån. Eller rettere: Som nu skulle til at mærke den risiko ved flexlånene, som faktisk hele tiden har været medkalkuleret som en mulighed. At Lene Espersen selv er en af flexrytterne kan man forarges over eller lade være – alt efter temperament. Meget værre er det, at man med denne “noble” handling pisser på alle dem, der tog risikoen alvorligt, tog fastforrentede lån og betalte prisen for den tryghed, de gav. I forbindelse med fremlæggelsen af redningsplanen ymtede Espersen noget om, at man med planen forventede at vende tilbage til “normale” tilstande i økonomien. Problemet er blot, at normaliteten i den kapitalistiske økonomi er tilbagevendende økonomiske kriser, og regeringen har med sine statsindgreb leveret en tavs, men sønderlemmende kritik af den økonomi, de selv lovpriser i andre sammenhænge. Når man som regeringen gør, tager skattekroner og lægger et økonomisk sikkerhedsnet ud under økonomiske fribyttere, der i forvejen har levet i sus og dus og har skaltet og valtet med pengene, så må staten – skatteborgerne – vel have noget til gengæld? Herunder større styring og regulering af den finansielle sektor, banker, kreditforeninger, pensionskasser osv. I det hele taget peger regeringens handlinger på dette område på nødvendigheden af en radikal anden politisk dagsorden.