The Pretty Things havde allerede været på banen nogle år, da de i 1968 lod sig inspirere af den psychedeliske rock og lancerede concept-albummet, “rock operaen”, S. F. Sorrow. Historien om Sebastian F. Sorrows liv og levned fra fødsel til alderdom. Tiden var inde til albums med et gennemgående tema, og Pretty Things var forløbere i den tendens. Pladen blev indspillet i Abbey Roads studierne samtidig med, at The Beatles arbejdede på det, der skulle blivet til Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band og Pink Floyd skabte The Piper At The Gates Of Dawn. Tre mesterværker i samme hus på samme tid. Det siger lidt om, hvad der skete det år. Som flere andre concept-albums floppede S. F. Sorrow kommercielt. I første omgang gad amerikanerne end ikke at udsende pladen. Det var sket først, da Motown (!) tog den til sig. Tresserne var optimismens tid, og måske var det ikke det mest salgbare påfund at omsætte en nærmest socialrealistisk novelle til et helt album. I det hele taget havde concept-albums det svært på et single-hitliste-orienteret musikmarked. Det måtte fx The Kinks, der lavede flere af slagsen, erfare.
Musikalsk var og er – der meget at hente på pladen. Pretty Things bevægede sig – som Beatles og andre – ud i de eksperimenter, som nye teknologier og instrumenter gav mulighed for. Abbey Road-studierne var foregangsmænd med sådan noget som elektroniske tone generatorer og brugen af Mellotronen. Norman Smith, der havde været tekniker på tidlige Beatles-plader, hjalp gruppen med at realisere deres ideer.
Desværre er er ingen optagelser med S.F. Sorrow-sange på nettet, men her en sjældenhed med bandet fra 1965.