For snart længe siden viste DR2 serien Cold Feet – på dansk Kolde Fødder. En serie om kærlighedens veje og vildveje og de utallige misforståelse og fejltrin, som kønnene gør i forsøget på at få kærligheden og egoismen til at gå hånd i hånd. En charmerende lille serie om den banalitet, vi alle får leve med – på den ene eller anden måde. Som typisk er for gode engelske serier lever denne også højt på en skarp sovs af realisme, der er krydret godt med overbærende humor. Rollerne er godt besat over hele linjen, og manuskriptet er skrevet med professionel skarphed, som man kun kan forvente af engelsk tv, når det er bedst.
Da jeg forleden dag med fuldt overlæg til ind i en pladeforretning faldt jeg over det originale soundtrack til serien til en pris af skaldede fem kroner. Hvad kan man få for en tier, som Shu-bi-du-a sang. For slet ikke at tale om en blank femmer. Alligevel ville jeg nok ikke have købt den, hvis ikke den netop rummede en del sange, jeg godt kan lide, men ikke har i øvrigt. Det gælder fx Culture Clubs mest vellykkede og uopslidelige sing-a-long-hit Do You Really Want To Hurt Me, KC & The Sunshine Bands dansegulvsklassiker That’s The Way (I Like It), der er en af de der uafrystelige sange, Bobby McFerrins lille opmuntrende bagatel Don’t Worry Be Happy, der altid er god at fløjte eller nynne, når hverdagen går af h…… til; den alt for tidligt afdøde Minnie Rippertons oktavstrækkende kærlighedssang Loving You og så Vic Damones gamle standard On The Street Where You Live fra musicalen My Fair Lady, der var en del af min barndoms soundtrack.
Oven i hatten fik jeg så en række andre kendte hits – og så den sang, min mor elskede, og som for mig står som den ultimative latino-lover-svultighed: Al Martinos Spanish Eyes. Det er crooner-sang så tyk som hjemmelavet brun sovs. Teardrops are falling from you spanish Eyes… Nu er i advaret:

Al Martino – Spanish Eyes (1967)