Efter alt at dømme er den såkaldte reform af dagpengene og ledighedsperioden udsat på ubestemt tid. Det lykkedes ikke regeringen at løkke – undskyld: lokke – socialdemokraterne i den fælde, det ville være at gå med til markante forrringelser på et yderst tvivlsomt argumentativt grundlag. I følge regeringens egne beregninger ville de påtænkte forringelser give 2000 flere i arbejde. Beregninger, der er rejst tvivl om fra flere sider. Til gengæld ville en socialdemokratisk medvirken med stor sandsynlighed have kostet partiet opbakning i partiets traditionelle valgskare. Og det har partiet ikke råd til. Lars Løkke Rasmussens forsøg på at gøre Socialdemokraterne til et “økonomisk uansvarligt parti” er ren spil for galleriet og illustrerer blot hans frustration over ikke at kunne forlede partiet til at begå en stor brøler.
Derimod må man undre sig dybt over den voldsomme interesse, som regeringen netop har lagt for dagen over for dagpengene og de ledige. Man kunne få det indtryk, at netop dette lille punkt var afgørende for velfærdssamfundet bestående. Det absurde skal ses i forhold til de mange, mange millioner, regeringen netop uden at blinke har postet ud i banker og kreditforeninger.
Set herfra har regeringens nærmest hysteriske optagethed af dagpengeområdet karakter af en politisk taktisk – og nu forfejlet – prioritering, der primært har haft til hensigt at sikre regeringen magten i en endnu længere periode ved at svække Socialdemokratiet. Det er så ikke umiddelbart lykkedes.
Noget andet er så, at regeringen kunne have brugt energien til at skabe arbejdskraft på mange andre måder, fx ved at give de i forvejen veluddannede ledige bedre omskolingsmuligheder. Med titusindvis af ledige ville det være oplagt at gøre det.