Rygterne om bandets sceneoptræden og strømmen af lovprisninger af deres plader havde lokket capac til byen for at opleve Okkervil River. Bandet, der allerede har 10 år på bagen, stammer fra Texas og har taget navn efter en novelle af en russisk forfatter. Det egentlige gennembrud hos kritikerne kom med albummet Black Sheep Boy, Okkervils tredje udspil, der er bygget tematisk op omkring Tim Hardins gamle sang Black Sheep Boy. Sangskriveren er gruppens centrale figur, Will Sheff, der også er forgrunds- og midtpunktsfigur ved bandets koncerter, som fx den, Okkervil River gav på Voxhall i går aftes.
Kritikersuccessen med Black Sheep Boy er blevet fulgt op af albummet The Stage Names, der også er blevet overhældt med rosende anmeldelser og har solgt ganske godt efter sigende. Dertil kommer, at de har udsendte – som gratis download – et helt coveralbum med titlen Golden Opportunities Mixtape (hent den her), hvor man kan høre covers af John Phillips, Randy Newman, Jimmy Webb, Joni Mitchell, John Cale m.fl. For en god måneds tid siden kom det seneste album, The Stand Ins, der også er blevet vel modtaget af kritikken.
Koncerten i går aftes levede helt op til capacs forventninger. Rygterne ville vide, at Okkervil River leverer medrivende musikalske oplevelser. Og efter en stille akustisk indgang fik Will Sheff og bandet publikum op på dupperne. Som sagt er Will Sheff det visuelle og musikalske midtpunkt. Med en næsten teatralsk stageperformance sikrer han sig publikums opmærksomhed, medens han med næsten selvforglemmende indlevelse sang sig gennem en række af bandets bedste sange. Stilen er indie-rock med americana-krydderier fra en lang række instrumenter ud over det almindelige: Steel-guitar, banjo, mandolin, trompet og violin. Halvanden time ud i en køre blev det til, sådan cirka. Et par ekstranumre, som det sig hør og bør, blev det også til. Blandt andet en fin udgave af John Lennons Jealous Guy, som gruppen for første gang fremførte med hele bandet. En fin koncert, som publikum kunne tage med sig i erindringens lomme.
PS. Okkervil River har danske Katrine Ottesen med på sin turné som support. Katrine, der albumdebuterer i denne måned, indledte koncerten med en håndfuld sange, som hun selv akkompagnerede med elektronisk backing. En speciel oplevelse. En særpræget, god stemme. Aparte, egensindige sange. Hold øje med hende. Hun skal nok blive til noget…