Det føles som lidt af en tidsrejse, at komme fra Rainbow Band og Cy, Maia / Robert til århusianske Mimas anno 2008. Og så er afstanden måske alligevel ikke så stor. For dengang som nu er der tale om unge mennesker, der med inspiration i deres tids musikalske univers skaber deres egen musik og håber på et gennembrud.

De fire unge musikere i Mimas – guitaristen Daniel, trommeslageren Lasse, Snævar på guitar og trumpet og bassisten Gert – har udgivet deres første fuldlængdealbum med titlen The Worries. I bagagen har de en EP, Hands Will Carry.
De kalder selv deres stil death indie, måske for at markere den for ungdommen kendetegnende blanding af dødsens alvorlighed og (musikalsk) løssluppenhed. I mine ører er der tale om musik, der både trækker på noise-rock (med rumlende, buldrende guitarer) og indie-rockens udprægede sans for det lyriske og melodiøse. Som deres forgængere i tresserne, så er Mimas fascineret af eksperimenter og lyddannelser (fx kan man i et af numrene høre en radio spille) – og de er ikke optaget af at lave to-et-halvt-minut hitlistepopsange. De går deres egne vegne. De er – stadigvæk og heldigvis – undergrund.
Det er en meget stemningsfuld plade, de tre gutter har fået lavet. Skal man pege på en svaghed er det måske en tendens til at falde lidt i staver og risikere at gå i tomgang. Det sker er par steder på pladen. Men det er småtingsafdelingen. Mimas er sluppet godt fra deres første langspiludspil. Og hvis de fortsætter ad det spor, vil de uden tvivl komme op til overfladen.
Jeg kan kun anbefale bloggens læsere at lytte til albummet. En særlig attraktion på pladen er forsangeren (Snævars?) lyse stemme og hans trompetspil. Hvornår har man nu sidst hørt trompeter i rocken?
Links: pladeselskabet – gruppens hjemmeside – myspace-side

Mimas – Beneath the glad sunbeam, live – der er flere videoer med bandet på youtube (søg: Mimas)