Der findes film, der måske ikke tilhører kategorien “verdens bedste film”, men som jeg kan blive ved med at se. En af dem er Grumpy Old Men med Jack Lemmon, Walter Matthau og Ann Margaret i hovedrollerne. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har set denne film og opfølgeren Grumpier Old Men, hvor Sophia Loren også er med. Det er i bedste forstand to banale film, der følger de to barndomsvenner, der på grund af en kvinde, som den ene uheldigvis bliver gift med, og den anden (heldigvis?) går glip af, får opbygget et kærligheds-had-forhold til hinanden. Et forhold, der i sidste ende viser sig at være: venskab. De har nået deres livs efterår og lever et simpelt liv i den lille flække Washaba i Minnesota. I dette mikrokosmos går dagen sin vante gang med de indbyggede, morsomme chikanerier mellem de to kamphaner, indtil der flytter en dejlig dame, spillet af den underskønne Ann Margaret, ind i et af nabohusene. Og det sætter, som man siger, brand i de gamle huse.
Da jeg genså den sent i går aftes på DR TV slog det mig, at filmen ud over at være meget morsom, meget velspillet (også i birollerne), tydeligvis er et con-amore-arbejde fra de to mandlige veteraner, så er den også en hyldest til hverdagen og til livet – også efter de fyrre…
Som fruen sagde, så er det rart at se en film, hvor det ikke foregår på de bonede gulve i en anonym amerikansk storby med skuespillere, hvis gennemsnitsalder ikke er over 35. Og hvor livet er fuld af mening, lyst, glæde og sorger helt frem til dødens port. Kort sagt: en helt igennem livsbekræftende film.
PS. Og så er det en af de film, hvor brugen af “fraklip” virkelig er et plus. De er virkelig sjove de klip!