Dagbladet Informations forlag har udgivet en bog af Peter-Jürgen Boock om det politisk begrundede drab på Hanns-Martin Schleyer. Drabet blev udført af den tyske terroristgruppe – eller “byguerilla-gruppe”, som de selv kaldte sig – Rote Arme Fraktion, RAF, i halvfjerdserne. Og Peter-Jürgen Boock var en af de medansvarlige for drabet…

I Berlingske Tidende omtaler Bent Blüdnikow bogen og taler med manden. Og rejser spørgsmålet, om en angrende morder som Peter-Jürgen Boock overhovedet kan tillade sig at skrive om sine kriminelle handlinger? Svaret blæser i vinden. Blüdnikow er plaget af “blandede følelse”.

Selvfølgelig kan man have blandede følelser ved læsningen af en bog om et politisk mord som det, Schleyer blev offer for. Men, hvorfor have blandede følelser for selve bogens publicering eller for den sags skyld over for den straffede Boocks ret til at skrive en sådan bog? Er det ikke netop udtryk for en vaklen med hensyn til ytringsfrihedens ubehagelige konsekvenser? Er det ikke netop en af konsekvenserne af vores højt priste ytringsfrihed, at også politiske modstandere – hvor frastødende de end måtte være – kan komme til orde og redegøre for deres tanker og motiver?

Blüdnikow burde i stedet være glad for, at han har mulighed for at tage stilling til – og afstand fra – den angrende Boocks overvejelser og tanker. Og oven i købet måske får en brik til forståelse af terrorismens væsen. Det bekymrende er ikke, at bogen er udgivet. Det bekymrende er, at Blüdnikow overhovedet kan sætte spørgsmålstegn ved relevansen af en sådan udgivelse.