Jeg har vist aldrig omtalt sangeren og sangskriveren Vic Chesnutt før i bloggen. Så fundet af mandens 2005-album Ghetto Bells er vel en passende anledning.

Det var REMs Michael Stipe, der i starten af halvfemserne fik ørerne op for mandens kvaliteter og sørgede for at producere hans to første album Little og West of Rome (fra hhv. 1990 og 1991).

Det er nok ikke for meget at kalde Chesnutt en outsider – personligt såvel som musikalsk. Han har haft en massivt misbrug af stoffer og sprut, er erklæret “butikstyv”, støtter medicinsk brug af marijuana og gør i det hele taget ikke meget for at tækkes populærkulturens normalitetsbegreber.

Musikalsk er han også en ener. Hans stil kaldes rock og folk, men er svært at indkredse genremæssigt. På den måde kan han minde lidt om en Tom Waits eller en Lucinda Williams. Han skriver nogle meget personlige tekster og synger dem med en sjælden lidenskabelig glød, der får mig til at tænke på Karen Dalton og den slags sangere.

Han har udgivet i alt tolv albums i eget navn, senest North Star Deserter fra 2007. Og så har han som medlem af brute indspillet to album (brute er Chesnutt og medlemmer af Widespread Panic). Dertil skal lægges, at han har medvirket på en lang række andre plader med andre navne. Blandt andet Cowboy Junkies’ Trinity Revisited.

Vic Chesnutt – Band Camp