Søndage kan være svære at komme igennem, især hvis man er fjorten, og der ikke er kammerater ved hånden, og man er kørt lidt træt i Sims 2. Derfor måtte jeg – fædre kan åbenbart altid bruges i sådan en situation – drage til det lokale videoudlejningssted med pigebarnet for at se, om de havde noget, man kunne fordrive sådan en søndag med. Vi havde første kigget biografprogrammerne igennem, men der var ikke noget, vi begge kunne gå ind for. Og det vil almindeligvis sige: En ungdommelig film med flotte unge mænd, gerne lidt sjov, og gerne lidt romantik (men ikke for meget)… Så vi endte i videoforretningen. Pirates of the Caribean II havde de ikke (kommer på fredag) og heller ikke Madagascar, som var udlånt. Og når man er fjorten, og ikke lige kan få det, man gerne vil have, så kan det hele være lige meget…
Og hvad gør man så? Overlader beslutningsprocessen til far – samtidig med, at man forbeholder sig ret til at kritisere og vrænge ad forslagene. Af erfaring ved jeg, at det godt kan lade sig gøre at finde noget, der vil falde i frøkenens smag, alligevel. Hvis man kan finde en film med en dejlig filmhelt, fx Johnny Depp eller Elijah Wood – en film, som hun ikke har set eller hørt om, så glider den som regel ned. Derfor faldt mit valg på den relativt nye Everything is illuminated (2005) af Liev Schreiber med Elijah Wood i hovedrollen. Elijah vil være kendt fra Ringenes Herre og flere andre. Titlen fik straks en lille klokke til at ringe i mit baghoved, men jeg kunne ikke komme i tanke om hvorfor? Men jeg vidste, at det var noget litterært. Tiøren faldt ved læsning af bagsideteksten. Filmen er en versionering af forfatteren Jonathan Safran Foers roman af samme navn (oversat til dansk i 2003). Og instruktøren Liev Schreibers navn kunne jeg huske. Han er egentlig skuespiller og har blandt andet haft en rolle i den mindre vellykkede gyserparodi Scream. Everything is illuminated er hans instruktørdebut.
Man kunne kalde filmen en slags jødisk road-movie. Den selvbiografiske fortælling handler om den unge jøde Jonathan, der er en manisk samler af vidnedsbyrd om sin familiære og personlige fortid. Hver gang han oplever noget finder han en genstand, fx bedstemoderens kunstige tænder, putter den i en plastikpose med tryklås og hænger den op på sin væg. Som han siger et sted i filmen, så gør han det for at huske. I begyndelsen gør han det blot, fordi man jo skal lave et eller andet. Livets mening er et tema i filmen.
Bedstemoderen giver ham et billede, der viser bedstefaderen sammen med den kvinde, der hjalp ham til at flygte fra tyskerne i 1942. De står sammen på en mark i Ukraine. Jonathan beslutter sig for at opsøge kvinden og den lille landsby, som bedstefaderen kom fra: Trachimbrod.
Jonathan, der er forfatterens alter ego, engagerer et foretagende ved navn Historiske Ture til at bringe ham frem til stedet. Det viser sig at være et lille familiefirma bestående af ejeren, sønnen Alex(ander) og bedstefaderen. De to sidstenævnte får – meget modstræbende – til opgave at køre den unge amerikanske jøde til bestemmelsesstedet. Som medpassager har de bedstefaderens hund, Sammy Davis junior junior, der er “mentally deranged” og navngivet efter bedstefaderens yndlingssanger, den sorte jøde Sammy Davis Jr.
Rejsen begynder som en renlivet komedie. Jonathan, der lider af hundefobi, må sidde på bagsædet af en gammel lyseblå Trabbant med stort firmaskilt på taget sammen med Sammy, der hurtigt kaster sin kærlighed på den unge mand.
Alex, der lever og ånder for en amerikansk livsstil med dans, hip hop og unge piger, der gerne vil kende ham “kødeligt” på grund af hans evner som danser, skal fungere som tolk, selv om han ikke behersker det engelske sprog særlig godt. Dertil kommer, at han bliver nødt til at “fortolke” bedstefaderens grovheder undervejs.  En så umage trio kan der kunne komme sjove scener ud af. Og det gør der.
Historien kan minde om fortællinger af jødiske forfattere som fx Isaac Bashevis Singer. Der er megen humor, men også humorens naturlige kontrapunkt alvoren – ja, tragedien.
Det vil være synd at afsløre, hvordan filmen ender, men det er en herlig fortælling om de tre mænds rejse gennem Ukraine og den udvikling, de hver især gennemgår og som forandrer dem for altid. Filmen handler blandt andet om, hvad slægten betyder for en som menneske. Og det er jo et velkendt jødisk tema. Men den handler i det hele taget om de spor, mennesker og begivenheder afsætter i den enkeltes sind. Og om, hvor stor en betydning erindringen har for vores liv som mennesker. Den er en film for samlere…
Filmen er fortalt i et roligt og behageligt tempo, hvor de enkelte skuespillere kommer til deres ret. Elijah Wood er rigtig god som den unge, hæmmede, søgende, usikre og melankolske unge mand med de alt for store briller. Den som skuespiller ret ukendte ukrainske Eugene Hutz (han spiller i bandet Gogol Bordello, der spiller en særlig ukrainsk blanding af punk, rock, sigøjnermusik m.m.) er et fund som den sprælske tolk, der langsomt får sympati for den unge amerikaner og udvikler noget, der ligner en venskabelig relation. Og den lige så ukendte Steven eller Stephan Samudovsky dækker rollen som bedstefaderen perfekt.
Jeg skal helt sikkert have denne stærkt livsbekræftende film på DVD. Hermed varmt anbefalet.