“When fine Society sit down to dine, remember that someone is pissing in the Wine. Pissing in the Wine, pissing in the Wine – remember that someone is pissing in the Wine”

Selvfølgelig kom jeg hjem med andet end Peter Belli & Les Rivals Greatest Hits. Tre cd’er for en tier er ikke til at stå for. Især ikke, når der er tale om velholdte (uspillede?) cd’er med spændende musik. Som fx albummet Un med engelske Chumbawamba.
Chumbawamba har ikke mindre end femogtyve år på bagen og har bevæget sig i et meget bredt musikalsk spektrum, fra punk til folk, lidt firkantet sagt.
Gruppen har sit udspring i Yorkshire- og Lancashire-områderne, hvor medlemmerne spillede i forskellige grupper og havde et fælles anarkistisk-politisk engagement, der er forblevet intakt gennem årene, selv om de musikalsk har bevæget sig i retning af noget mere dansant og iørefaldende populærmusik.
I 1997 fik de deres største hit med den uhyre iørefaldende “Tubtthumping“, der – måske ikke overraskende – også er den for en overfladisk betragtning mest upolitiske sang (og så alligevel ikke… den er en hyldest til den almindelige arbejders evne til at klare sig…). Og hvor tit hører man lige et hit med en linje som Pissing the Night Away…!?
Efter en del ballade med det store EMI-pladeselskab startede Chumbawamba deres eget pladeselskab, MUTT, i 2002, hvor de er fortsat med at udgive plader og politiske skrifter. Det var også her Un udkom i 2004.
Un er smækfuld af stærkt iørefaldende sange, og musikalsk er det en fascinerende sammenkogt gryderet, hvor der trækkes på hip-hop, rap, world music, folk, rock og meget andet. Chumbawamba er et godt dementi af, at politisk engagement og sangskrivning ikke kan gå hånd i hånd og resultere i kunstnerisk holdbar musik. Hermed mine varmeste anbefalinger.