Mælkeflasker – lidt mere erindringsstof…

Author:

I omtalen af de esbjergensiske mælkevogne omtales mælkeflasker, der står oven på de ældste vogne. Som nævnt blev mælk og fløde tappet fra mælkevognene; siden blev produkterne solgt i klare mælkeflasker. Det var mere hygiejnisk.

Den røde mælkevogn, jeg husker fra min barndom, kørte de klare flasker ud til folk.

På Arlas hjemmeside kan man læse, at det var slut med de klare flasker i 1959, hvor man gik over til de buttede brune flasker. årsagen var, at de beskyttede mælkeprodukterne bedre mod sollyset. Endnu et fremskridt for sundheden. De brune flasker holdt man fast i frem til ca. 1971 (afhængigt af, hvor i landet, man boede). De måtte vige pladsen for engangsemballagen, fordi de dels krævede et større flaskerenseri, og dels fordi man begyndte at homogenisere mælken, hvilket krævede nyt maskineri og dermed mere plads.

De brune mælkeflasker var lukket med cirkulære metalfolier, der havde forskellige farver afhængigt af, hvad der var i. Rød, blå og grøn, så vidt jeg husker. Var skummetmælkens folie gul? Jeg tror det. Folierne foldede vi børn sammen om egerne på vores cykler, for det så flot ud med alle de farver, når man kom kørende…

Nogle af denne blogs læsere vil sikkert kunne huske de ganske irriterende plastikposer (og den tilhørende orange holder), som var blandt de første engangsemballager. De blev aldrig en stor succes. Jeg kan huske, at min mor altid var uheldig med disse poser. Enten tabte hun dem på gulvet, så der var mælk over det hele, eller også fik hun klippet et forkert hul, så vi hældte mælk alle mulige andre steder end der, hvor det skulle hen. De fik dog lov til at eksistere helt frem til midten af halvfjerdserne. Så vidt jeg husker var de også lidt billigere end de andre nye papemballager.

I begyndelsen af 1960’erne er der problemer med mælkeeksporten, hvilket får staten til at lave en “Hjemmemarkedsordning”, der skal sætte fut i den indenlandske afsætning. Afgifterne sættes ned på mælk, ost og smør – og der sættes også gang i reklameaktiviteterne. Blandt andet kommer de velkendte Karolinepiger på banen for at markedsføre landbrugsprodukterne inden- og udenlands. Det sker i 1961.

året efter kommer Karolines køkken – og (for der er altid en musikalsk forbindelse i denne blog!) Mælkepopperne. Samme år som The Beatles udsendte She Loves You, som Arla-folkene skriver. Mælkepopperne var steder, hvor unge kunne drikke milkshakes og høre popmusik på jukeboxen, hvor der var 100 numre at vælge imellem. Det var stort – dengang.

Sådan en mælkepop var der også i Esbjerg. Husker jeg ikke helt forkert lå den i Nørregade i nærheden af det nuværende Torvet (og jeg husker nok forkert, for nettets informationer fortæller mig, at den lå i Skolegade). Jeg nåede desværre aldrig at komme der. Prøvede at overtale min mor til at tage mig med der, hvilket hun – forståeligt nok – afslog. Jeg var for ung til selv at gå derind, men kiggede langt efter de unge inde i poppen, når vi kom forbi.

Mælkepopperne stoppede i 1965. En sjov ting er, at politiet og forældrene var meget begejstrede for Mælkepopperne. Dengang var man bekymrede for, at de unge “hang på gadehjørnerne” og kom ud i noget “snavs”. Det har vel ikke ændret sig så meget: Der skal gøres noget for de unge…

Mælkepoppen Låsbybanke, 1963

Se også Arlas omtale af Mælkepoppen på Axeltorv i København.

3 thoughts on “Mælkeflasker – lidt mere erindringsstof…”

  1. @Susanne Knudsen: Du har givetvis ret. Jeg drak aldrig skummetmælk som barn, sÃ¥ den farve kan jeg ikke huske. Men det kunne være sjovt med nogle billeder af de gamle kapsler… Jeg vender tilbage, hvis jeg falder over nogle.

  2. Som jeg ser det for mig, så havde skummetmælk en lys lilla/violet farve i midten af foliet.

  3. åååååååh!
    rød for piske, blå for sød og grøn for kærne.
    de grønne var specielt gode til rullet salmiakstang.
    og mælkedrengen leverede på dørtrappen tidligt om morgenen, og spurvene prikkede hul i den blå om vinteren og drak af flødeproppen i halsen for at få lidt sul til kroppen. de prikkede aldrig i den grønne.
    og vi voksede op med mælkeskab – det var sidste skrig til højhuse i 56.
    og man skulle altid ha returflasker med ned til bageren når man gik ærinder.

    plasticposemælken var en jammer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *