De seneste par dage har man kunnet høre om mange unge husejere, der er kommet i klemme økonomisk på grund af den stigende rente og de faldende huspriser. Der er nævnt tal fra 50000 til 100000. De pågældende familier eller par har købt ejerbolig i den periode, hvor priserne var skyhøje, og har finansieret dem fx ved hjælp af de såkaldt rente- og afdragsfrie lån. Nu rasler priserne så ned på boligerne og udgifterne stiger. Og mange er stavnsbundet til boligen, med mindre de vil sælge med store tab og måske stor gæld til følge. I går kunne man høre og se en veltalende repræsentant for bankverdenen forklare, at forbrugerne da selv har bragt sig i den situation. De er deres eget ansvar, at de har – som det blev udtrykt – ladet sig friste af bankernes lånetilbud.
Hvis du er først i tyverne, så er dit historiske udsyn ikke så stort, og måske har du ladet dig narre af politikernes snak om den kapitalistiske økonomis stabilitet og troet, at det ville fortsætte sådan – med vækst, lav rente og stigende huspriser – i mange, mange år frem. Men sådan fungerer det ikke. Det går op og ned. Sådan som det altid har gjort i markedsøkonomien.
Bankerne har gjort, hvad der var muligt. At sælge deres alt for fristende tilbudsvarer, som de igen og igen har smidt ind ad folks brevsprækker. Bankerne har kun gjort, hvad man kan forvente af en kommerciel bank. De har gjort, hvad de har fået lov til. Og derfor lander ansvaret hos de politikere, der i øvrigt taler så meget om ansvarlighed. Økonomisk ansvarlighed. Hvis nu de ansvarshavende politikere havde været rigtig ansvarlige, så havde de nok reguleret låneområdet, således at stavnsbinding og gældsfælder var undgået.