Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
@Thomas: I det mindste er vi åbenbart enige om, at der er to registre på spil. Det real-politiske og det symbolske. Og at der er en konflikt mellem dem. Et interessant spørgsmål er, om denne konflikt eller modsigelse kan tolkes som en krise for det nationale repræsentative demokrati. Det er der i hvert fald nogle ting, der kunne tyde på.
Ja her er da en uenighed der er til at tage og føle på.
En ting er de faktiske politiske resultater der bliver forhandlet hjem.
Noget tit helt andet er det de politiske spillere forsøger at formidle er forhandlet hjem, hvor mange store tab ved forhandlingsbordet ofte er kommet til at fremstå som sejre og omvendt.
Endelig er der så den vinkel medierne vælger at have så tit ikke behøver at have noget med hverken det første eller det andet at gøre.
De steder hvor der gennem årene er blevet forhandlet flest resultater hjem med størst betydning for din og min hverdag, det er dels kommunerne og dels EU men det finder ikke vej til medierne undtagen hvis det er noget med bilag eller repræsentation.
Nej den politiske proces du referere til er et parlament hvis største opgave består i at implementere EU stof. Uenighederne er nærmest fiktive og så længe der ikke er nogen der tør eller magter et opgør med ideen om vækstsamfundet og velfærdsstaten ja så vil betydningen blive udhulet stedse mere og på den baggrund er det så inderligt ligegyldigt om R kigger til venstre eller højre eller øver sig i at kigger til begge sider for resultatet er det samme og dermed er Amnitzsbølls exit en tom demonstration der bare handler om personer.
@Thomas: Det paradoksale er jo, at det er pragmatikken, der bestemmer de politiske resultater. Kompromisser og “aftaler”. SÃ¥dan har det jo stort set altid været.
Ja, vores analyser har forskelligt udspring. Dit er det realpolitiske. Mit det symbolske. Min pointe er, at de symbolske har en determinerende effekt på det politiskes realitet. Og når jeg pointerer det, så er det, fordi det alt for ofte bliver overset.
Jeg tror, at de politiske partier gør klogt i at besinde sig på disse forhold, fordi deres politiske skæbne afhænger deraf.
Ja mÃ¥ erkende at jeg er meget jordnær 🙂 jeg vælger at forholde mig til de faktiske resultater fremfor symbol politik og retorik.
Jeg tror vi er enige op at toppen af de to største partier netop er pragmatiske, konsensussøgende midtsøgende.
Jeg mener også at når vi kommer til reel polaritet ja der skal vi helt ud på fløjene for at finde den og efter at SF er blevet semi sossere ja så vil det sige DF og Ø.
Min forklaring på at DF og Ø holder fast i en polaritet skal meget langt hen af vejen forklares ved at ingen af dem har et sammenhængene politisk projekt. De er derfor nødt til at definere sig ud fra hvad de er imod.
Hvorfor medierne fokusere på polaritet er efter min mening let at forstå fordi det er den historie der er lettest at formidle, det er uenigheden der sælger.
Det er jo så også det billed mange politikere vil have frem, altså at det har en væsentlig betydning for vores daglige tilværelse hvor krydset bliver sat.
Der var engang hvor man valgte mellem forskellige samfunds modeller alt efter hvor man satte sit kryds. Det valg er i det store og hele blevet taget fra os. Når vi ser på den af regeringen førte politik og den politik Helle T vil føre hvis hun får muligheden så er der jo ingen reelle forskelle ud over på det retoriske plan.
Men som sagt så tror jeg at forskellen i vores konklusioner kommer fra at vi har fokus forskellige steder og der påstår jeg at mit fokus er på det real politiske.
@Thomas: Vi tænker det meget forskelligt. ‘Kun i retorikken, i praksis er der ingen forskel’. Problemet er, at det er det retoriske eller symbolske plan, der er afgørende i det politiske spil. Ikke det praktiske. Og det er de pragmatiske, konsensussøgende midterpartiers problem. Det interessante spørgsmÃ¥l er vel ogsÃ¥, hvorfor det fungerer sÃ¥dan. Hvorfor medierne og de politiske partier til stadighed tænker i polaritet og definerer de politiske udmeldinger ud fra det? Mit gæt er, at det dels har en parlamentarisk historisk forklaring. SÃ¥ langt tilbage vi kan huske har der været et højre og et venstre, der har været garant for en klar forskel i holdning og ideologi. For det andet tror jeg, at det hænger sammen med, at de udskældte holdninger eller ideologier er vigtige i vores repræsentative demokrati. Jeg tror, at vælgerne har meget svært ved at forholde sig til midtersøgende partier, der kun vil pragmatik, “ansvarlighed”, samarbejde, konsensus osv. Et godt eksempel var CD, der med Erhard Jakobsens ord ikke ville forpligte sig pÃ¥ nogen bestemt holdning og kun kunne samle vælgere pÃ¥ visse sager, fx beskyttelsen af paracelhusejerne…
Ja men den findes jo kun i form af retorikKen, i praksis er der i disse år ingen forskel.
Thomas Larsen skriver jo at det ikke er muligt at eksistere på midten i dansk politik. Et faktum som både V og S iklædt noget der, meget rigtigt som du skriver, skal ligne New Labour, er et fuldgyldigt bevis på.
At denne transformering om til “vi er vel alle lidt social liberale velfærdsstatsagtige” skulle betyde at der ikke ogsÃ¥ skulle være plads til de radikale, har jeg svært ved at se.
Vi har stærkt værdipolitiske partier på fløjene og kan vel også have det i midten.
Det er jo netop der hvor S V og K har valgt at lægge sig at der er allermest plads til at føre sig frem på værdipolitiske emner.
De kunne jo så krydre det med at lægge en analyse åbent frem der siger det samme som du og jeg nemlig at der ingen reel forskel er på S og V og derfor ingen grund for de radikale eller deres vælgere til at R vælger side før de får fuld klarhed på hvor de kan få mest ud af at vælge side.
At R så har stor dummet sig ved at blive forsvars venligt er en sag for sig. For det ville da være oplagt at have et borgerligt parti der var stærkt kritisk overfor den førte udenrigspolitik.
Historisk set har de politiske kommentatorer altid været om sig med at få de radikale til at vælge side men det er i mine øjne mest drevet af at det passer bedst ind i deres formidling hvis de kan påstå at de radikale er røde eller blå.
Men findes en polaritet hvis den kun består i ren retorik og ingen effekt har på den førte politik?
Det paradoksaler jo, at de store partier Venstre og Socialdemokratiet er kommet til at ligne hinanden mere og mere, efter at de begge har ladet sig “modernisere” à la Tony Blairs Labour. Det ændrer imidlertid ikke noget ved, at polaritetet stadigvæk fungerer intakt pÃ¥ det symbolske plan (Venstres ledelse taler sÃ¥ledes stadigvæk om den “røde” blok osv.). Derfor kan du godt med udgangspunkt i de to partiers ‘politiske projekter’ mene, at der ingen polaritet er. Men hvis du analyserer, hvad der siges og skrives af politikere og journalister, sÃ¥ vil du se mange eksempler pÃ¥, at Venstre/Højre-polariteten fungerer i bedste velgÃ¥ende.
Mener at sådan som det politiske landskab ser ud med en Helle T flankeret af Henrik Sass og en Anders Fogh flankeret af en Lars Løkke så er det forældet at snakke om en højre venstre polaritet da det politiske projekt hos de fire personer er temmeligt ens.
Det betyder i mine øjne også at det er fuldstændigt ligegyldigt hvor R lægger sine stemmer resultatet er det samme.
SF har ikke mere noget politisk projekt ud over at vokse og DF mistede sin betydning da EF domstolen fratog Danmark retten til at føre selvstændig udlændinge politik og består kun sålænge de har personen Pia K til at tegne partiet.
Jeg stemmer ikke R og kommer heller ikke til det men hvis jeg var radikal ville jeg ikke være så ked af den nuværende situation. Da R var en del af et regerings flertal var der evigt og altid kævl over at de ikke kunne få lov til at fremføre radikal ide politik, at de skulle tage for meget hensyn til S de har nu i 7 år haft muligheden for at være virkeligt radikale. Fremføre radikale synspunkter der kunne imponere den menige dansker men er det sket ?
Jeg anser Magrethe Vestager for en af de skarpeste hjerner i tinget og jeg tolker det der sker som at hun er ved at sætte sig på hele magten i partiet og hun tåler ingen slinger i valsen man følger hendes linie og ellers er det ud.
Hun står ved begyndelsen på det der kan blive en meget lang formandperiode og hun sørger fra start af for at der er tilnærmelsesvist fodslag. På den konto er der nu tre der er røget ud op unge Helweg har måtte sige pænt be be. Det er ikke en følge af højre venstre debat det er M.V. der sætter sig igennem og søger at blive en lige så stærk leder som Jelved var og som gamle Helweg aldrig blev. De tre frafaldne ville jo naturligvis hellere have en svag formand fordi deres personlige projekt ikke var de radikale.
Man bør også lægge mærke til at Amnitzsbøll er gammel R.U. formand en forening der traditionelt ligger til højre for moderpartiet og har det særdeles svært med S.
@Thomas: Jeg argumenterer ikke for, at De Radikales politik skal smides væk! Og jeg vil da heller ikke afskrive partiets historiske rolle. Mit ærinde er analysere den aktuelle politiske situation for derigennem at få en forståelse for, hvorfor de midtersøgende partier har det så svært i disse år. De gælder jo ikke kun De Radikale, Ny Alliance, Kristendemokraterne (eller hvad de nu kalder sig), men fx også Socialdemokratiet, der har forsøgt at kaste den røde kåbe af sig og er løbet ud i gevaldige problemer, fordi det vil stå tættere på centrum. Der er talt meget om, at Venstre/Højre-polariteten er forældet og ikke gælder mere, men ikke desto mindre er det den, der sætter dagsordenen.
Jeg taler ikke for, at Det Radikale Venstre skal ændre sin politik. Det mÃ¥ partiet selv om. Jeg prøver alene at pege pÃ¥, hvorfor det er problematisk at “stÃ¥ frit” i en politisk kontekst, hvor “meningen” defineres af blokkene.
Jeg synes du mangler at forklare hvorfor den politik der har givet de radikale så mange resultater fra 1930 og op til og med Nyrup regeringen, hvorfor den skal smides væk.
Hvis du ser på de radikale så er det når de enten selv lægger afstand til en af siderne eller at de bliver unødvendige for en af siderne at de bliver overflødige og det kan de ikke rigtigt gøre noget ved, tror jeg.
Hvis de fuldt og helt hæfter sig fast på rød stue så vil de miste deres borgerlige vælgere og resten skal de slås med SF om og S vil ikke strække sig særligt langt for at give dem indflydelse.
Hvis de melder sig ind i blå stue skal de sidde til bords med DF og det vil hverken de selv eller deres vælgere eller DF finde sig i.
At man laver vittigheder om de radikale ændrer jo ikke ved at det er dem der bestemmer hvem der skal være formand hos S og det har de gjort helt tilbage til Krag.
@Thomas: Jovist. Jeg er godt klar over, at De Radikale drømmer om at “stÃ¥ frit” og være uafhængig af DF, SF osv.,for at blive “tungen pÃ¥ vægtskÃ¥len “, som du skriver. Men man bliver netop kun tungen, nÃ¥r man vælger side. Som jeg ser det, sÃ¥ er der stadigvæk to store blokke i dansk politik – en venstre og en højre. Og der findes ikke rigtig et tredje standpunkt. Læg fx mærke til, hvordan de politiske journalister hele tiden mÃ¥ler de smÃ¥ midtersøgende partiers udmeldinger i forhold til blokkene. Det er forskellen mellem de to yderpunkter, der definerer den politiske diskurs, og forsøger man at stille sig midt imellem bliver man betydnings-løs, menings-løs. Tænk pÃ¥ den gamle vittighed om de radikale: At de er bÃ¥de/og og hverken/eller, pÃ¥ den ene side og pÃ¥ den anden side.
Om Liberal Alliance er et midterparti? Næh, Liberal Alliances korte historie drejer sig netop om et parti, der ville midten (Ny Alliance), men måtte erkende, at det måtte vælge side (være Liberal) i håbet om at redde skindet på næsen ved næste valg..
Diskussionen om den politiske midte er jo snart gammel (postulere liberal alliance at tilhøre denne ?) og hvis man taler Retsforbund, CD, de kristne og hvem man ellers kan komme på så er det jo rigtigt at de ikke har haft succes med at placere sig der.
Men deres lyst til at placere sig netop der kommer jo af at de har kigget på de radikale og ønsket sig deres indflydelse gennem at have deres politiske placering.
Men der hvor de har fejlet og de radikale har lykkedes har jo netop været ved at de er endt op som defineret hørende til den ene eller anden fløj hvor man aldrig når de radikale har samarbejdet med S har været i tvivl om at det var to selvstændige partier med hver sin politik. Jeg ved ikke om du er i tvivl men jeg er personligt da ikke i tvivl om at R igen på et tidspunkt ender op i en regering med et eller flere borgerlige partier igen og det ved S også godt. Derimod så vil det være utænkeligt at Radikale og SF danner regering alene selvom de får muligheden selvom deres vælgeres synspunkter jo nok ligger temmeligt tæt på hinanden.
Det jeg prøver at sige er at de radikales styrke er netop at stå frit så længe som muligt men så længe DF er så store som de er så overtager de tungen på vægtskålen funktionen i den borgerlige lejr og så giver det ikke længere mening at tale om at R skal stå frit og dermed giver det sig selv at først Samuelsen og Khader og nu Amnitzbøl har handlet om nogle personer som ganske enkelt mener at de er blevet for store til at være hos de radikale.
Samuelsen er vel den eneste af de tre der har reelle politiske uenigheder med de radikale som ikke kan rummes hos dem.
Hvad angår risikoen for vælgerflugt så har R jo også igen og igen vist at det var når de var mindst at de fik størst indflydelse. Ikke at de skal satse på dette men bare at det ikke er noget de behøver at bekymre sig om.
@Thomas: Nej, jeg efterlyser ikke noget, og jeg prøver hverken at forklare Ammitzbøls handlinger eller at undskylde dem. Jeg forholder mig til Ammitzbøl som et symptom. Jeg prøver blot at forholde mig lidt (semiotisk) analytisk til fænomenet “den politiske midte”, som jeg tidligere har omtalt metaforisk som et “sort hul”, der suger energien ud af de partier, der vil forstÃ¥ sig selv som “midtersøgende”. Problemet med ikke at vælge side eller slingre mellem højre og venstre -eller forsøge at “sætte sig mellem to stole” er interessant, fordi en sÃ¥dan kurs Ã¥benbart resulterer i vælgerflugt og i sidste ende i partiet endeligt (der er flere forhistoriske eksempler, tag fx CD og Liberal Alliance…). Som jeg oplever det, sÃ¥ er det i en vis forstand “umuligt” at placere sig pÃ¥ midten, fordi midten er defineret af yderpolernes forskel. Derfor er det “døden” for partierne. De imploderer, nÃ¥r de forsøger at stille sig dér…
Tilbagespoling
Du efterlyser dels at de Radikale skal vælge side. Simon Emil kritiserede Magrethe Vestager for at vælge side og ikke lade en kattelem stå åben.
At der er uenighed i det Radikale bagland, ja jeg var lige ved at skrive, ja naturligvis, der er en del af det radikale bagland der trækker hårdt til højre og en der trækker hårdt til venstre og på baggrund af dette træffer en formand i folketingsgruppen sine beslutninger.
De radikale har historisk altid været et parti med en stor debat lyst og mangel på internt demokrati og stærke formænd for folketingsgruppen der gjorde hvad der passede dem.
Simon Emil har dummet sig ved at føre en hård intern kritik ud i det offentlige og efterfølgende ikke turde at tage diskussionen og da han så naturligvis blev indkaldt til kammeratlig samtale så vælger han gudhjælpemig at forlade partiet.
Situationen er jo den at lige meget hvordan det radikale hopper og danser så er det en betingelse for DF´s støtte til regeringen at de radikale holdes ude og det har været betingelsen i 7 år.
Det giver jo absolut ingen mening at gøre som Simon Emil der kritisere to forhold
1. at de radikale ikke åbner sig mere for et samarbejde med VKO
2. kritisere de radikale for ikke at stå fast på at afvise 24 års reglen.
De to ting sat sammen giver ganske enkelt ingen mening.
@Thomas & Raapil: Nu forholdt jeg mig overhovedet ikke til, hvad Simon sagde og hvordan han gjorde det, men alene til det faktum, at han var endnu en markant radikal, der forlod partiet. Og det er da rigtigt, at ledelsen har valgt side i den aktuelle situation. Problemet er blot – i følge de kommentatorer – at der er stor uenghed i baglandet, og at Vestager, efter sigende, har foretaget valget uden at sikrede sig den fulde opbakning.
Stort set enig med den sidste ærede taler. Radikale har netop entydigt valgt side, og det er blevet belønnet med et splittet parti og manglende indflydelse. Fint i den situation at Simon Emil skrider, men det bedste var dog, om de socialliberale havde kunnet holde sammen.
Siden Stauning-Munch regeringen i 30érne har de radigale lagt deres stemmer der hvor de kunne give mest indflydelse og det fremgår ikke klart af dit indlæg hvorfor det er du mener det haster at fravige denne politik.
Buksetrolden Simon Emils kritik gik jo netop på at partiet valgte side frem for at holde mulighederne åbent.
At den søde lille dreng vælger at blive tøsefornærmet efter at han aflevere sin meget hårde kritik af folketingsgruppens formand på en af de mest illoyale måder der er set i lang tid og efterfølgende tager afsted til udlandet frem for at blive og føre sin kritik igennem og at følgerne af dette bliver en irettesættelse som han åbentbart ikke er mand nok til at tage imod, ja det siger noget om manden og ikke om sagen.