De sidste tre årtier har jeg boet i og i nærheden af det sted, hvor jeg nu bor. Og i den forgangne tid har jeg været vidne til, at det ene bibliotek efter det andet er blevet lukket ned. Seneste røg bogbusserne, fordi man kunne spare nogle få tusinde kroner på budgettet. Nærmeste bibliotek ligger 1,5 kilometer borte. Det er ikke det store problem, hvis man har en bil. Er man henvist til bussen, så er det en hel anden snak. Dermed afskærer man de fleste ældre mennesker og gangbesværede fra at komme og låne medier, læse aviser osv. Bibliotekerne er et godt eksempel på, hvordan den såkaldte “velfærd” stille og roligt er blevet udhulet. Salamimetoden kalder man den. Der skæres en lille skive hvert år, så oplevelsen af smerten ikke bliver så stor.
I Berlingeren kan man læse om situationen i Tønder Kommune, hvor borgere i Bredebro og Højer efter den seneste nedskæringsplan vil få 10 kilometer til nærmeste bibliotek. To filialbiblioteker skal nedlægges for at opnå en besparelse på sølle 325000 kr. Og mange borgere er oprørte og overvejer at drive bibliotekerne selv.
Situationen er den samme andre steder i landet. Og eksemplerne demonstrer med al ønskelig tydelig, hvor pressede kommunerne er, og hvor hvor forløjet regeringens taljongleren om kommunernes økonomi er.
Fortsætter udviklingen på biblioteksområdet ret meget længere, så er bibliotekernes rolle som folkeoplysende kulturinstitutioner snart udspillet. Det er på høje tid, at socialdemokraterne og SF melder klart ud med en anden kulturpolitik på det område.