I et tidligere indlæg skrev jeg om de underværker, som svømning kan gøre for en – kropsligt (og det vil i min verden også sige mentalt). Det fik mig til at tænke på den alt for tidligt afdøde danske forfatter Hans-Jørgen Nielsen, der skrev et lille essay om netop den oplevelse, man kan opnå ved fx at svømme, løbe eller cykle. I essayet “Da Intet skete” fortæller Nielsen om sin første af slagsen. I en alder af 15 år oplever han, da han cykler ned af Humlebæk Kirke bakke, at Intet sker. Han skriver: “Da jeg var yngre, cyklede jeg gerne længe, langt og hurtigt. At cykle på denne måde var først og fremmest en slags kropslig sindstilstand, som jeg cyklede mig ind i. Det drejede sig om at finde det rette hurtige tempo, hvor cyklen og kroppen voksede sammen i én stor rytmisk stemplen op og ned og fremad i ét. I denne tilstand svandt bevidsthedens normale kværn af tanker og fantasier efterhånden hen. Sindet blev varmt, mørkt og tomt. Opslugt i den rytmisk arbejdende cykelkrop – eller kropscykel. Vejen cyklede sig selv.”
Som Nielsen er inde på, så er tempoet afgørende. Det må hverken være for hurtigt eller for langsomt. Der skal være en særlig takt, der finder en særlig harmoni med kroppens puls. Vi er ovre i noget musikalsk. En vis rytmisk monotoni skal opnås, inden oplevelsen melder sig. For mig hjalp (hjælper?) det at tælle svømmebaner og svømmetag: 1-2-3-4…57…
For Nielsen bliver der tale om en hverdagsagtig mystisk erfaring. Han kunne sine zenmestre og haiku-digtere. En unik oplevelse, som de efterfølgende kun er mindelser om. For min skyld må man gerne kalde det en mystisk erfaring, men jeg har haft den utallige gange. Der er tale om en dyb koncentration, hvor krop-og-hjerne på et tidspunkt glider sammen om rytmen og bevidstheden pauserer. En form for selvforglemmelse, hvor kroppen “blot” bevæger sig i en bestemt rytme uden at “ville” det, uden “at tænke over det”. Våd zen.
Nielsens lille essay er trykt i bogen “Efter den fjerde whisky trak han pistolen”, der udkom på forlaget Tiderne Skifter i 1982.
Om forfatteren kan man hos Afsnit P læse:
@klaus: ja, han er gået lidt i glemmebogen. Ud over at være en solid forfatter og digter, skrev han nogle fortræffelige anmeldelser af rock og nogle fine analyser af fodboldspillet.
Jeg tror, han dukker op igen før eller siden. I øvrigt er titlen på bogen og titlen på en af teksterne inde i bogen, hvor man så får svar på det spørgsmål, du rejser.
‘efter den fjerde whisky trak han pistolen’ er en rigtig god titel – man spørger uvægerligt sig selv: og hvad skete der sÃ¥..? i det hele taget er nielsen urimelig glemt i dag…
Du har helt ret Carsten! Skriveprocessen, der ogsÃ¥ – som gamle Freud var inde pÃ¥ – er en fysisk, ja, erotisk…aktivitet… 😉
Lidt den samme fornemmelse kommer også, når det går godt med at skrive. Selvet forsvinder i den gode rytme ved tastaturet, og man bliver et med teksten.