Sammenlignet med nutidens science-fiction-film, hvor computerteknologien for alvor har gjort det muligt at visualisere fremtidsfiktionerne, var halvtressernes sci-fi-film ganske simple. Ikke desto mindre har mange af dem bevaret deres seværdighed, fordi de fortæller en god historie, og fordi instruktørerne forstod at udnytte de eksisterende muligheder optimalt til at fortælle historierne og skabe en unik stemning.
Det største problem for halvtressernes amerikanske sci-fi-film var nok, at en stor del af dem fandt alt for tydelig inspiration i koldkrigstidens kommunistforskrækkelse, og at de måske ikke altid var besat med tidens bedste skuespillere. Et eksempel på det sidste er jubilaren Forbidden Planet (1956), hvor de fleste af skuespillerne – med undtagelse af Høj Pistolføring-Leslie Nielsen – er relativt ukendte. Til gengæld overlever den på en rigtig god historie, der – som Carsten påpeger i en kommentar til indlægget her – er “planket” fra William Shakespeares The Tempest: En ekspedition sendes fra jorden til en fjern planet i stjernebilledet Aquilae for at undersøge, hvad der er sket med de videnskabsmænd, der bor dér. Kun Dr. Morbius og hans datter har overlevet angrebene fra et skrækkeligt uhyre, der synes at dukke op med jævne mellemrum.
I anledning af julilæet er der sågar udgivet en såkaldt tinbox (‘kagedåse’ el. ‘madkasse’) med en collector’s edition med masser af ekstramateriale.
Bortset fra en enkelt japansk science fiction-film, som min nostalgibiograf Strandbio viste, tidligt i tresserne, fik jeg ikke set science fiction-film før halvfjerdserne. Det var også her, jeg fik lejlighed til at se en række science-fiction-film fra halvtresserne. Tysk tv var flinke til at vise dem. Jeg tror, det var N3, og det var sent om aftenen. Her så jeg så Creature from the Black Lagoon, The Day The Earth Stood Still, The Incredible Shrinking Man, It came from Outer Space, 20,000 Leagues Under the Sea (m. James Mason) m.fl.

Sandcastle VI har en fin oversigt over tidlige SF-film.