I 1968 udsendte The Beach Boys kun ét album, Friends. Deres tolvte i rækken og det sidste, inden hovedfiguren Brian Wilson gik i et mere eller mindre frivilligt indre eksil. Mike Love havde sammen med The Beatles, Donovan og andre kunstnere kastet sig over en lille indisk Yogi ved navn Maharishi Mahes Yogi og deltog derfor ikke i indspilningen af pladen, men sluttede sig dog til senere, hvor han bidrog med fornemt vokalarbejde. Til gengæld fik Dennis Wilson for en gangs skyld en fremtrædende plads som sangskriver med numre som “Little Bird” og “Be Still”.
Albummet var også det første Beach Boys-album i stereo. Men det hjalp ikke meget på salget. I det hele taget var 1968 et miserabelt år for bandet, der måtte afbryde to koncertturneer på grund af manglende tilslutning. Og økonomien lå mere eller mindre i runier.
Albummet mangler regulære hits af den slags, Beach Boys var kendt for, og det er måske en af forklaringerne på den manglende succes. Men det er et album, der vinder ved flere gennemlytninger. Indtagende, sofistikerede melodier sniger sig ind i lytteren, og sangene er båret af et vokalarbejde, der ikke findes ret meget bedre i populærmusikken, hverken dengang eller nu… Jeg kan godt forstå, at Paul Mccartney og co. lyttede lidt misundeligt til stranddrengene dengang. De fik nemlig kamp til stregen.
Friends var et af de første albums, jeg købte med gruppen. Den var blevet genudsendt sammen med et andet album, Wild Honey (1967), som et dobbeltalbum (1975), som jeg købte billigt hos Fona i Esbjerg. Et rigtigt fund.