Allen Toussaint anno 1971

Author:

Der er plader, man aldrig bliver træt af. En af dem er Allen Toussaints næsten-debutalbum (den første kom tilbage i halvtredserne…) Toussaint fra 1971 (plademærket Scepter). Jeg var heldig at finde et eksemplar af pladen for mange år siden hos Dandelion i Badstuestræde, hvor den – fornuftigt nok – var hængt ud i vinduet som særlig anbefalet køb på tilbud. Den syner ikke af meget. Har blot et foto af hovedpersonen på forsiden og de mest nødvendige oplysninger om medvirkende på bagsiden , plus en kort begejstret omtale af Josua Pridgen. Pladen rummer en bunke af Toussaints allerbedste sange, blandt andet From a Whisper to a Scream og Workin in The Coal Mine. Den halvfjerdsårige Toussaint har skrevet sange til mange kendte kunstnere, fra Rolling Stones over Warren Zevon til Lee Dorsey. Han har været en efterspurgt producer, og arbejde blandt andet sammen med Paul Mccartney og Wings på deres Venus & Mars.
Hvis man er til blød funky, jazzet, soulfuld, swingende, gyngende tidsløs musik, så er Toussaint værd at opsøge. Pladen har længe været uopdrivelig, men blev genudgivet på cd i 2007. Så hvis man er hurtig kan man nå at få fat på den, inden den igen forsvinder fra markedet… Fik jeg sagt det? Den har mine varmeste anbefalinger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *